Navneskift fejres på DS Arena
Sparekassen Danmark udbyder billige billetter til fredagskamp mellem Hobro og Helsingør
For et par måneder siden fusionerede to af Hobro IKs sponsorer – Jutlander Bank og Sparekassen Vendsyssel.
Nu er det nye pengeinstitut klar til at lancere sit nye, fælles navn, Sparekassen Danmark, og det sker i fodbold-regi fredag 3. december, når Hobro IK hjemme på DS Arena tager imod topholdet FC Helsingør.
I kampen mod Helsingør vil hjemmeholdet for første gang spille med Sparekassen Danmark på maven, og samtidig vil loungen og nordøst-tribunen i ugen op til kampen skifte navn til Sparekassen Danmark Loungen og Sparekassen Danmark Tribunen.
I anledning af navneskiftene tilbyder Sparekassen Danmark alle Hobro-fans, at de kan købe en entrébillet for 50 kroner - og oveni få en pølse med brød og en øl eller sodavand.
Og er de garanter i sparekassen, er prisen kun 20 kroner for hele molevitten.
Billetterne sælges gennem Sparekassen Danmarks afdelinger i Hobro, Mariager, Hadsund og Arden.