Musikken trives på Arden Skole: Drømmer om skoleorkester
Arden Skoles nye tilbygning byder på fine udfoldelsesmuligheder for Mariagerfjord Kulturskoles musiktilbud
ARDEN: Blandt de mange, der glæder sig over Arden Skoles flotte, nye tilbygning, er Mariagerfjord Kulturskole.
Lokalerne byder nemlig på fine kreative muligheder for børnene i Arden.
Ikke kun hverdagens skoleundervisning har fået bedre rammer på Arden skole.
Også undervisere fra Mariagerfjord Kulturskole har adgang til at boltre sig i skolens nye, lækre lokaler.
Kulturskolen underviser rundt i hele Mariagerfjord Kommune i fagene musik, dans, drama og billedkunst.
I Arden tilbyder de billedkunst og musik.
Og her udfolder musikundervisningen sig i dag i nogle imponerende faciliteter - et rigtigt indbydende musikmiljø
En stor ny sal, et stort musiklokale samt et mindre øvelokale fyldes nu med ivrige kulturskolelever.
God plads til bevægelse
Gitte Boe Andersen, lærer på Mariagerfjord Kulturskole, fortæller:
- Vi samler flere undervisere og elever på samme tid, og eleverne har lokaler at øve i både før og efter deres undervisning.
Tilmed har vi god plads til bevægelse. Og så kan vi nemmere arrangere koncerter uden at skulle flytte rundt på instrumenterne, fremhæver Gitte Boe Andersen
Tidligere har Arden Skole blot rådet over et enkelt mindre musiklokale, så de nye forhold giver anledning til drømme i Arden, som måske nu kan gå i opfyldelse:
Måske et skoleorkester
- Jeg drømmer om, at vi kan lave et lille skoleorkester på Arden Skole, som kan underholde ved fester og andre arrangementer på skolen og i byen, betror Mogens B. B. Jensen, der underviser i messinginstrumenter.
Mariagerfjord Kulturskole glæder sig over det gode samarbejde med Arden Skole.
Et samarbejde der åbner muligheder for de mange tilbud i byen.
Seks undervisere står klar med kreative fag for for børn i alle aldre:
Paletten byder sig til med billedkunst, rytmisk klaver, klassisk klaver, trommer, messinginstrumenterne trompet, trækbasun, eufonium, baryton, tuba, musikalsk grundskole for børn i nulte til og med tre klasse klasse, sang, guitar bas og sammenspil.
Ja, så mange undervisningstilbud giver kulturskolen rent faktisk i Arden.
Især for musikken bliver det et helt nyt setup, hvor Arden kommer til at summe af musikalsk liv.
Og kulturskolens lærere hjælper eleverne godt i gang og guider dem med at blive bedre til deres yndlingsfag.
Der er undervisning for alle, uanset om man er nybegynder eller øvet.
Musikken leges ind
Musikfagene og billedkunst henvender sig til børn fra syvårs alderen, men skulle et barn i Arden have lyst til at komme i gang med et musikfag inden da, så kan de gå til musikalsk grundskole.
Her leges musikken ind fra en tidlig alder, idet børnene udforsker de mange forskellige instrumenter.
Mariagerfjord Kulturskole lægger stor vægt på, at alle børn får mulighed for at opleve glæden ved kulturens mange fag.
Derfor praktiserer kulturskolen også samarbejdsprojekter med både vuggestuer, børnehaver og skoler, så børnene får nogle anderledes kreative oplevelser i skoletiden.
Derudover skal Mariagerfjord Kulturskoles undervisning ses som et kommunalt tilbud, hvilket afspejler sig i en overkommelig brugerbetaling.
For at være tilgængelig for så mange som muligt giver i Mariagerfjord Kommune således mulighed for at søge friplads til undervisningen.