Musikbutikken åbner i Arden
ARDEN: Himmerlands Folkemusikskole og Kulturhuset i Arden inviterer søndag 26. november alle musikelskere til en hyggelig eftermiddag i Arden.
Musikbutikken, som arrangementet kaldes, er et musikalsk Kinder-æg, hvor alle musikalske indslag er velkomne - udviklet af Himmerlands Folkemusikskole i samarbejde med Butikken i Gl. Skørping.
Konceptet har de seneste år med stor succes været præsenteret dels i Gl. Skørping, dels på turné rundt om i landet med støtte fra Kunststyrelsen.
Interesserede er velkomne til at komme og lytte - eller selv tage et instrument med, hvis de har lyst til at være med til at spille.
De tre garvede musikere Klaus Pindstrup, Stefan Groot og Klaus Thrane er dagens musikalske værter, som sammensætter et program med en passende blanding af musikalske godbidder og spøjse indslag.
Programmet sammensættes ud fra, hvem der er til stede som publikum og musikere, så det bliver en eftermiddag, som alle først kender resultatet af, når den er gået.
Der er gratis adgang til alle, som medbringer instrument eller på forskellig vis bidrager til underholdningen.
Alle andre betaler 50 kr. i entré.