Minister fik ideer med hjem

02. oktober 2017 kl. 15.07

MARIAGERFJORD: - Jeg har fået et rigtig godt indblik i, hvordan Mariagerfjord Kommune bl. a. arbejder med at skabe bedre kvalitet og sammenhæng i indsatsen over for udsatte børn og unge.

Sådan lød det bl. a. fra innovationsminister Sophie Løhde (V), da hun forleden lagde vejen forbi Mariagerfjord Kommune for at hente inspiration til at skabe mere sammenhæng i den offentlige sektor.

Besøget var led i en større rundtur i Danmark, og i Mariagerfjord besøgte ministeren kommunens Ressourcecenter, hvor familier med børn og unge kan få støtte, hvis de i en periode af deres liv har brug for det.

- Vi fik blandt andet fortalt ministeren om de flotte resultater, vi har med sundhedstjek til vores anbragte børn, som bor i kommunen, fortæller familiechef Kit Borup.

Ministeren blev også præsenteret for forskellige forslag til regelforenkling på beskæftigelsesområdet.

- Jeg har skrevet mig forslagene bag øret, og jeg vil tage dem med mig i det videre arbejde med at afbureaukratisere den offentlige sektor i regi af regeringens sammenhængsreform, lover innovationsministeren.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste