Minister besøgte Eurowind i Hobro
MARIAGERFJORD: Justitsminister Søren Pape Poulsen var forleden på besøg hos virksomheden Eurowind Energy A/S i Hobro. Den konservative spidskandidat til kommunalvalget i Mariagerfjord, Jens-Henrik Kirk, flankerede Søren Pape Poulsen på dagen.
Adm. dir. i Eurowind Energy, Jens Rasmussen delte ud af det store bagkatalog og den know how, som er opbygget gennem årene. Rejsen er gået stærkt, men den nordjyske snusfornuft følger stadig vækstkometen, som beskæftiger 85 medarbejdere og har datterselskaber i flere lande.
Størstedelen af aktiviteterne sker udenfor Danmarks grænser, men management og udvikling udgår fra hovedkontoret i Hobro. En uformel stil prægede mødet, hvor dialogen hen over bordet også gav Søren Pape ny viden og et par nye idéer med hjem til Christiansborg, beretter Karsten Elkjær, formand for Konservative Mariagerfjord.
- Innovative og driftige virksomheder ligger det konservative dna meget nær. Lokale arbejdspladser og specialviden er med til at sikre Mariagerfjord en stærk tiltrækningskraft for såvel nye virksomheder og medarbejdere som tilflyttere til vores naturskønne område, bemærker han.