Milde julegaver fra sparekassefond

Godt 1 mio. kroner fordelt til 17 forskellige projekter op til jul

22. december 2017 kl. 09.00

HOBRO: Sparekassen Hobro Fonden optræder i realiteten i rollen som julemand hele året rundt.

Her op mod jul har fonden igen været i gavehjørnet og har udloddet støtte til en række af områdets foreninger og institutioner.

Udlodningen var den sjette i 2017, og der blev i denne omgang bevilget lige godt en mio. kroner - helt nøjagtigt 1.067.801,00 kr. - fordelt på 17 spændende projekter.

- Vi havde til årets sidste bevillingsmøde modtaget i alt 26 ansøgninger, og af disse var der altså 17, der nød fremme. - I alt har vi i 2017 har vi haft ikke færre end 143 ansøgninger at tage stilling til, og af disse har de 116 fået støtte, fortæller Sparekassen Hobro Fondens formand Poul Søndberg.

Ansøgningerne fra de 17 foreninger og institutioner, der har fået et økonomisk tilskud fra den store lokale fond, er meget forskellige.

Mindste bevilling var denne gang på 12.000 og tilfaldt Vive Sogns Beboerforening.

De største bevillinger var på 150.000 kroner - og gik til hhv. Lokalrådet for Handest/Glenstrup/Holmgaard og Hadsund Motor Klub. Begge steder skal støtten på de 150.000 kroner bruges til byggeri af nyt aktivitets- og klubhus.

Sammenlagt har Sparekassen Hobro Fonden i 2017 uddelt næsten 4,5 millioner kroner - og siden uddelingsstarten i 2015 er det i alt blevet til udlodning af næsten 15 mio. kroner i Sparekassen Hobros tidligere virkeområde.

Og fonden er langt fra tømt af den grund.

Allerede om knap to måderne er der atter mulighed for at få donationer, når fonden holder sit næste bevillingsmøde onsdag 7. februar.

Foruden de allerede nævnte støttemodtagere var de heldige i denne omgang:

Hørby Forsamlingshus, 34.500 kr., Mariagerfjord Orienteringsklub, 40.000 kr., Birkebos Venner, Sdr. Onsild, 50.000 kr., Aarhus Friplejehjem, 100.000 kr., Øster Doense Borgerforening, 100.000 kr., Hadsund Roklub, 110.000 kr., Fyrkat Gruppe, de grønne spejdere i Onsild, 13.625 kr., Himmerlands Politis Idrætsforening, 25.620 kr., Hvilsom Kulturhus, 50.000 kr., Kontrollørforeningen af 2016 for HIK, 70.000 kr., Mariagerfjord Biavlerforening, 39.000 kr., Mariager-Handest Veteranjernbane, 75.000 kr., Kongsdal Bådelaug, 20.000 kr. og Valsgaardhallen, 28.056 kr.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste