Mestrene fra 2015 genvandt deres titler
VOLSTRUP: Når pokalerne skal indgraveres med navnene på årets klubmestre i Volstrup Golfklub, har gravøren ingen undskyldninger for stavefejl.
Både på herre- og damesiden er der tale om de samme navne som i 2015.
Dengang vandt Jakob Tinggaard sit første klubmesterskab, og i 2017 var han på det nærmeste helt i særklasse.
Samlet endte Jakob Tinggaard med en score på én under par efter tre runder golf - 15 slag bedre end Søren Laustsen på andenpladsen og yderligere et slag bedre end Kristian Nielsen og Martin Øvli, der delte tredjepladsen.
Hos kvinderne var der mere tæt løb inden finalerunden.
Kun to slag skilte Lene Ugilt og Sanne Løhde inden de sidste 18 huller, men også her blev forspringet øget. Lene Ugilt blev klubmester for syvende gang - hun sluttede 12 slag bedre end Sanne Løhde på andenpladsen og med Linda Plougstrup som treer.
Samtidig med klubmesterskaberne blev der også afviklet stableford-mesterskaber.
Her blev der spillet én runde lørdag, hvorefter de otte bedste gik videre til finalerunden søndag.
I rækken Herrer under 60 vandt Alex Holst Christensen med samlet 73 point, fulgt af hele fem spillere med 69 point. Efter "fintælling" gik anden- og tredjepladsen til henholdsvis Bo Vestergaard og Svend Erik Pedersen.
Hos de endnu mere voksne Herrer over 60 vandt Niels Erik Christensen med i alt 70 point. Det var tre point bedre end en efterfølgende trio, anført af Per B. Ladefoged og Troels Kristensen på hhv. anden- og tredjepladsen.
Hos kvinderne var der kun tilmeldt otte spillere fordelt på de to rækker, så de blev slået sammen til én turnering, der blev afviklet lørdag over 18 huller.
Her vandt Jytte Christensen med 40 point foran Karen Aarup Iversen på andenpladsen.