Billede beskrivelse

Mere lys over fodboldanlæg i Hørby Skoleby

Jutlander-fond støtter tiltrængt opgradering af lysforholdene med 125.000 kroner

19. marts 2021 kl. 09.52

Tæt på tre års-dagen for indvielsen af Jutlander Bank Park, kunststofbanen i IK Rosendal, har Jutlander Bank Fonden Hobro doneret 125.000 kr. til en opgradering af det 20 år gamle lysanlæg på fodboldbanerne i Hørby Skoleby.

Det har siden Jutlander Bank Park blev indviet været et stort ønske hos IK Rosendal Fodbold at få lysanlægget opgraderet, da det både belysnings- og energimæssig ikke lever op til det moderne kunststofanlæg.

Målinger viser, at det nuværende lysanlæg kun oplyser anlægget med cirka 30 pct. af den lysstyrke, DBU anbefaler til denne type træningsanlæg.

Med donationen fra Jutlander Bank Fonden bliver der nu mulighed for at få de konventionelle projektører, der er monteret på de eksisterende master, udskiftet med moderne LED-projektører med et væsentlig lavere energiforbrug og en tredobling af lysstyrken.

LED-projektører giver desuden en mere målrettet belysning, der også begrænser den ”lysforurening”, som konventionelle projektører belaster det omgivende område med.

Dertil kommer, at LED-projektørerne har cirka 10 gange så lang levetid som den eksisterende belysning.

Udover donationen fra Jutlander Fonden er der også lykkedes IK Rosendal at få del i et tilskud fra den kommunale energi- og vedligeholdelsepulje.

Tilsammen sikrer det, at IK Rosendal Fodbold nu kan gå i gang med den ønskede opgradering af lysforholdene.

Arbejdet vil blive udført hen over sommeren, hvor der er mulighed for at færdes med køretøjer på de omkringliggende arealer.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste