Medlemsboom og nye idéer i Hobro Golfklub

Det nuværende medlemstal er det højeste i klubbens historie.

29. august 2021 kl. 15.00

Inden corona-pandemien kom buldrende i foråret 2020 havde Hobro Golfklub knap 400 medlemmer. Her godt halvandet år senere er medlemstallet oppe på 630, altså en fremgang på mere end 50 procent. Det nuværende medlemstal er det højeste i klubbens historie.

Bag de flotte tal gemmer sig en generel fremgang for golfsporten i Danmark kombineret med, at Hobro Golfklub har været dygtige til at udnytte de anderledes corona-tider til at lave forskellige medlemskampagner, iværksætte nye idéer og generelt optimere forholdene i klubben.

Da landet mere eller mindre var lukket helt ned på grund af corona sidste forår, valgte mange golfklubber at holde lukket, hvilket også var en opfordring fra Dansk Golf Union. Men Hobro Golfklub valgte fortsat at holde åbent.

- Vi indførte naturligvis en række krav og restriktioner, men grundlæggende mente vi, at det var sikkert nok at gå ude under åben himmel, og nyde det fantastiske ved golfsporten. Den beslutning gav os en række nye medlemmer. Samtidig er medlemstilgangen bare fortsat. Alene her i 2021 har vi fået 100 nye medlemmer, fortæller John Astrup, formand for Hobro Golfklub.

- En del af årsagen er, at vi har lavet en række forskellige og anderledes introforløb, blandt andet ”tapas og golf” for kvinder, og ”flæsk og golf” for mænd, hvor vi krydrede forløbet med lidt godt til ganen og det sociale fællesskab, som også er noget af det, samværet i en golfklub kan.

- Vi har også lavet intro- og hyggedage for virksomheder, som kan komme forbi med en gruppe medarbejdere og have en god dag sammen. Vi har senest blandt andre haft lærere og personale fra Solhverv Privatskole herude til en teambuilding/pædagogisk dag. Vi har også haft Odd Fellow Logen til et forløb, og så har vi som et nyt initiativ etableret en golfskole sammen med Bramslevgaard og Hotel Amerika. Vi har også introduceret skolegolf for nogle elever, i tæt samarbejde med nogle lokale skoler. Sådan kunne jeg blive ved med at nævne mange forskellige tiltag.

Bredde og elite

- Det handler nemlig bare om at få folk herud, for når først de er her, så bliver mange fænget af sporten, naturen, den friske luft, motionen og samværet, fortæller John Astrup, der i øvrigt også påpeger, at man ikke behøver at tilmelde sig et særligt arrangement. Man kan selvfølgelig også bare komme selv for at tage et golfkørekort.

I tillæg til de mange breddespillere, har Hobro Golfklub også en eliteafdeling, hvor der i dag er 33 spillere.

- Selvom vi først og fremmest er en breddeklub, så har vi også en professionel eliteafdeling med et stærkt sportsligt setup. Lige nu spiller vi faktisk med om oprykning fra 3. til 2. division, så det er imponerende flot.

- Vi har også rigtigt godt fat i unge spillere. Vi har i dag 30 spillere mellem 7 og 18 år, og 35 spillere mellem 18 og 25 år. Det er også nogle tal, der er historisk gode, fastslår John Astrup.

Naturen inviteres på golfbanen

Udover de mange forskellige initiativer og arrangementer har Hobro Golfklub det seneste års tid også gjort meget ud af optimere en række forskellige fysiske forhold i klubben.

Udover, at der selvfølgelig bliver kælet meget for selve banen, hvor hvert et græsstrå er toptrimmet, så har klubben i tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Mariagerfjord Kommune igangsat projektet ”Mere natur på Hobro Golfbane”. Et projekt, der kort fortalt går ud på at skabe en mere naturvenlig golfbane med en større biodiversitet, som samtidig bliver tilgængelig for borgere og turister på nye stier.

Hobro Golfklub ligger smukt ved Mariager Fjord med en afgrænsning bestående af morænelandskaber og enebærbevoksning, hvor vilde blomster og sommerfugle trives. Det er denne skønne natur, der med det nye projekt i højere grad inviteres ind på golfbanen, hvor der i øvrigt også er opsat cirka 40 fuglekasser.

Erhvervsnetværk og frivillige

Miljøet og naturen jubler ikke kun over den øgede fokus på biodiversiteten – golfklubben har også fået installeret et solcelleanlæg, der sikrer en årlig energibesparelse på 30.000 kroner.

Også loungen/caféområdet er ved at blive renoveret – et område, der udover at være rammen om mange hyggelige timer for medlemmerne blandt andet også bruges til at huse et erhvervsnetværk med deltagelse af repræsentanter fra omkring 75 virksomheder.

- Det er ikke et golfnetværk, men et erhvervsnetværk. Vi mødes i longen til morgenmad ti gange om året, og vi får fantastisk god respons fra virksomhederne på udbyttet af netværket, som vi efterhånden har kørt i mange år. Det er også en væsentlig del af Hobro Golfklub, fortæller John Astrup, der endelig også vil sende en stor buket roser afsted til de mange frivillige i klubben.

- Vi har et enestående korps af frivillige, der alle yder en fantastisk indsats for Hobro Golfklub. En stor del af årsagen til, at vi har så mange engagerede frivillige, er vores opbygning som klub. Vi er ikke ejet af enkeltpersoner, men er drevet som en forening, hvilket får mange til gerne at ville bidrage til fællesskabet, slutter John Astrup – en rigtig tilfreds formand for Hobro Golfklub.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste