Med bankoplader rundt i det ny Øster Hurup

21. juni 2018 kl. 12.28

ØSTER HURUP: Godt et halvt hundrede mennesker deltog tirsdag aften i en gåbanko i Øster Hurup og nærmeste omegn. Gåbankoen blev arrangeret af Als Borgerforening og Event Øster Hurup.

Borgere fra de to østkystbyer mødtes ved foden af udsigtstårnet på det nyrenoverede torv. Her blev de budt velkommen af formand for Event Øster Hurup, Jan Andersen, inden de blev sendt ud på den cirka fire kilometer lange strækning, der førte dem rundt i en del af midtbyen og stranden, der har undergået en forvandling de seneste måneder.

Samarbejdet om netop gåbanko har tidligere stået sin prøve i både Als og Øster Hurup med stor deltagelse. Denne gang var der meget nyt at se på, samtidig med at deltagerne skulle holde øje med de små skilte med tal til bankopladerne.

- Gåbanko er blevet en god tradition mellem byerne på østkysten. Det giver en god mulighed for at se byerne fra forskellige vinkler, med fællesskab, hygge og en god snak, siger Jan Andersen.

Vejret var med arrangementet, der sluttede med kaffe, te og kage. Deltagerne oplevede turistbyen i sol og en behagelig temperatur.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste