Billede beskrivelse

MC-veteran blandt venner i Astrup

Lokale motorcykelentusiaster fulgte med 77-årige Aase Bonde på indsamlings-turné rundt i Danmark

27. juli 2021 kl. 14.18

Man træder vist ikke nogen for nær ved at fastslå, at 77-årige Aase Bonde er sejere end de fleste kvinder på sin alder.

Sidste år skaffede hun i alt 42.295 kroner til rent drikkevand og bedre hospitalsudstyr i den lille landsby Tourouba i Burkina Faso ved at køre Danmark rundt på motorcykel, og denne sommer er hun så på farten igen. På en Indian Scout-motorcykel, som Jensens motorcykler i Horsens velvilligt har stillet til rådighed for den foretagsomme pensionist i 14 dage.

Billede beskrivelse

Undervejs på turen rundt i Danmark har Aase Bonde haft følgeskab af andre motorcykelentusiaster fra MC-klubber rundt omkring i Danmark.

Blandt dem et hold ligesindede fra Dingo MC Danmark på Thoruphedegårdsvej i Astrup.

I alt 13 motorcykelkørere fra Astrup var mødt op ved Hals-Egense Færgeoverfarten for at ledsage Aase Bonde på rejsen - og dermed støtte op om hendes indsamling til rent drikkevand og en køkkenhave i Tourouba, så beboerne i fremtiden kan få en mere varieret kost.

Fra Egense gik turen videre til Dingo MCs klubhus i Astrup, hvor der var stillet an med kaffe og kage.

Efter en lille rundvisning i klublokalerne fik Aase Bonde overdraget en donation på 1500 kr. af motorcykelvennerne i Astrup.

Billede beskrivelse

Under kaffebordet fortalte den seje 77-årige om sin motorcykeltur rundt i Danmark i 2020 og ikke mindst om sit projekt i Burkina Faso og i den lille landsby Tourouba.

Tiden fløj af sted, og snart var det igen tid til at hoppe på motorcyklerne og følge med Aase Bonde på endnu en etape rundt i Danmark.

Næste stop var Grenå for den 77-årige motorcykelkører og u-lands-hjælper.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste