Billede beskrivelse

Mariager kæmper for at få en trold

Byen er en blandt seks, der er i spil til blive hjem for en finurlig skulptur

11. juli 2022 kl. 15.08

MARIAGER: Ivan er 3 meter og 20 centimeter høj og ret bred, for han er en tyk og lavbenet fætter. Ivan bliver snart hjemløs, og måske skal trolden Ivan til Mariager.

Skulpturen med det fulde navn Ivan Evigår er skabt af kunstneren Thomas Dambo. Han har lavet næsten 100 af de specielle trolde, som står over alt i verden. I Danmark bor 12 trolde.

Ivan Evigår har haft adresse på Sundsholm i København, men på grund af et nyt byggeri er der ikke længere plads til ham.

Thomas Dambo tilbød derfor, at interesserede kan overtage skulpturen for et meget lille beløb. Ifølge hans Facebookside modtog han efterfølgende 500 ansøgninger fra hele verden. Han besluttede, at Ivan skal blive i Danmark, og Thomas Dambo har udvalgt seks byer til et finaleopløb, og blandt de seks er Mariager. Hvor trolden ender, afgøres i en afstemning på Facebook. Afstemningen er i fuld gang og slutter 1. august.

Bag ansøgningen fra Mariager står et udvalg under byens forening Citta Slow.

- Vi har fundet en mulig placering til Ivan Evigår bag springvandet i nærheden af spejderhytten. Kunstneren vil gerne have, at hans trolde står lidt skjult, sige Jane Grøn fra Citta Slows arbejdsgruppe.

Hun fortæller, at Thomas Dambos trolde nemt kan koste omkring 400.000 kroner, men skulle Mariager vinde konkurrencen, kan byen erhverve genbrugstrolden for omkring 20.000 kroner.

Mariager er i kamp med Odsherred, Langeland, Ærø, Bornholm og Ungdomsøen i København om at få Ivan Evigår. Mandag havde den nordjyske by et lille forspring til konkurrenterne. Over 35.000 personer havde mandag afgivet stemme på Thomas Dambos Facebookside.

Jane Grøn fra Citta Slow fortæller, at skulle Mariager gå hen og vinde, er det muligt at få Ivan på plads i byen inden den store Political festival of Europe, der holdes i Mariager 25.-28. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste