Lokalsamfundet samlet til festlig Sankt Hans fejring
NØRAGER: Over 100 mennesker deltog i fejringen af Sankt Hans ved Stationsdammen.
Søndag den 23. juni åbnede teltdugen endnu engang til Sankt Hans fejring med fællesspisning ved Stationsdammen i Nørager, arrangeret af Nørager Borger- og Håndværkerforening.
70 personer havde tilmeldt sig denne hyggelige fællesspisning med mad fra Sortebakkehallernes Cafeteria, ved Jan "Bambi" Myrup.
Aftenens taler var sognepræst Rikke Visby Wickberg, som blandt andet talte om traditioner, fællesskab og om hvordan midsommer kan frembringe dejlige barndomsminder - og sluttede med en skål på at holde de onde ånder væk.
Herefter var det tid til selve bålet, hvor cirka 30 yderligere personer tog del i arrangementet - og derudover kunne flere af Friplejehjemmets beboere overvære bål og fællessang fra deres balkon, som vender ud mod det grønne område ved Stationsdammen.
Fællessangen ved bålet var akkompagneret af organist Anette Østergaard. Med henholdsvis formand André Jensen og næstformand Gert Rubæk som forsangere fik forsamlingen sunget Midsommervisen og "Danmark, nu blunder den lyse nat...".
- Det er fantastisk at opleve den store opbakning, der er til Sankt Hans fejringen ved Stationsdammen i Nørager - det er vi rigtig glade for - og er i den grad "sveden på panden" værd, udtaler bestyrelsen for Nørager Borger- og Håndværkerforening.
Derudover vil bestyrelsen sige en stor tak til alle, som har givet en praktisk hånd med til forberedelserne, samt til Friplejehjemmet, købmanden og Lillegården EL for samarbejdet.