Lokalhistorie vandt over tv

01. marts 2018 kl. 06.20

ALS: Lokalhistorisk Forening for Als og Omegn havde mandag aften ikke problemer med at samle mennesker til sin generalforsamling på trods af konkurrence med den populære tv-serie Badehotellet. Knap halvandet hundrede mennesker fyldte godt op i aulaen på Havbakkeskolen.

Foreningen har dog et enkelt problem. Medlemmerne dør, og de yngre melder sig ikke ind. Foreningen i Als har 235 medlemmer mod 253 året før.

Formand Benny Nielsen omtalte det forløbne år, og fremhævede en fortælleraften, der samlede fuldt hus i Lodsens Gård i Helberskov.

Han oplyste også, at foreningen har fået nogle gamle håndskrevne nodebøger. Blandt andet en, hvor den navnkundige Jens Frederiksen fra Als har skrevet i i forrige århundrede. Muligvis det eneste eksemplar, der findes, sagde Benny Nielsen, der selv spiller i Frederiksens orkester, der navnemæssigt lever videre.

Valgene til bestyrelse var hurtigt overstået. Det blev til genvalg over hele linjen.

2017 sluttede med et overskud på beskedne 27 kr., blandt andet på baggrund af medlemstilbagegangen, men foreningen har en del penge på bankbogen, 44.386 kr.

Efter generalforsamlingen stod den på kaffe med fastelavnsboller og adskillige store lagkager. Else Juul Petersen bidrog til lokalhistorien ved at fortælle om sin læretid mellem 1955 og 1959 i manufakturafdelingen i brugsforeningen i Als.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste