Lokale vikinger vil samarbejde
HOBRO: Historisk var vikingerne måske ikke ligefrem kendt for at have fokus på at samarbejde, men snarere berygtet for deres skruppelløse togter og krige. Her forholder det sig noget anderledes anno 2024, hvor Hobros forskellige vikingegrupper gerne vil arbejde endnu tættere sammen.
Da ringborgen Fyrkat i Hobro i 2023 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste, var det med til at understrege Hobros mangeårige status som en rigtig vikingeby. En status, der individuelt har været dyrket intenst i ikke mindre end otte forskellige lokale vikingegrupper – heriblandt de to mest velkendte; Amatørteateret Fyrkat og Vikingemarkedet på Sildehagen.
Idéen opstod på fælles inspirationstur
Repræsentanter fra flere af grupperne var på et tidspunkt på en fælles inspirationstur med politikere og øvrige interessenter til blandt andet Vikingernes Jelling, og her fik to af deltagerne; Ketty Marie Nielsen og Trond Øyvind Hermansen, idéen til at grupperne i langt højere grad skulle arbejde sammen.
- Det er fortsat meget nyt, men der vil helt sikkert være en kæmpe synergi ved at samarbejde, og vi har en masse idéer, blandt andet med en fælles hjemmeside, der enkelt og overskueligt skal præsentere områdets forskellige vikingegrupper. Det vil også understøtte arbejdet med ringborgen Fyrkat og at markedsføre Hobro som en rigtig vikingeby, fortæller Trond Øyvind Hermansen, der i vikingekredse i øvrigt bare er kendt under navnet ”Øyvind Blodørn”.
Vikinger får julehytter
Ét af vikingernes første fællesprojekter, er julehytterne, der snart vil præge Store Torv i Hobro. Her er grupperne gået sammen om at have to hytter i et par af weekenderne. Fra vikingernes julehytter vil der blandt andet blive solgt forskelligt håndværk, mad over bål, honning, æblesaft og naturligvis mjød.
- Det signalerer vores spæde start på samarbejdet, og vi glæder os til at være en del af julestemningen på Store Torv, ligesom vi generelt bare glæder os til at støtte op om Hobro som vikingeby, fortæller Ketty Marie Nielsen.