Lokale teateraktører i fælles kulturfremstød
MARIAGERFJORD: Skulle nogle tidligere have set Himmerlands Teater og Teaterkredsen Mariagerfjord som modsætninger og konkurrenter i det lokale kulturliv, så er det nu på tide at revidere denne opfattelse.
Som et utvetydigt signal om dét, går de to parter 14. marts sammen om at invitere til dramatik på Hobro Theater.
- Vi er meget glade for at dette samarbejde er kommet i stand.
- Vi har længe arbejdet på at præsentere større forestillinger sammen ud fra en fælles opfattelse af, at kultur avler mere kultur, erklærer Kirsten Selchau fra Teaterkredsen.
Og Susanne Sangill, teaterleder på Himmerlands Teater supplerer:
- Jeg er sikker på, at det er den helt rigtige vej at gå, nemlig samarbejde. - På den måde sender vi et godt signal om, at vi ikke er interesseret i at modarbejde hinanden, som nogle desværre tidligere har troet. Vi vil alle gerne den synergi, der ligger i samarbejde, betoner Susanne Sangill.
Første fælles udspil fra de to lokale teateraktører er Teatret Svalegangens store turnéforestilling "I familien".
Det er en tragikomisk familiesatire, hvor et forældrepar i 50’erne og deres to børn omkring de 30 år, hver med egen familie, skal holde jul sammen.
De ældste er formet af 70’ernes hippietid, og de yngste er børn af 90’erne; den såkaldte "Generation Z", men forventningerne til højtiden er ikke helt afstemte, og snart ulmer oprøret og julefreden krakelerer.
Manuskriptet til "I familien" er skrevet af dramatiker Anna Panduro. Instruktionen er i stilsikre hænder hos teaterchef Per Smedegaard, og rollerne i forestillingen udfyldes af seks garvede skuespillere.
Forud for forestillingen er der mulighed for at varme op med en tre retters menu i Theater Restauranten.
Billetter til forestillingen - inkl. evt. spisebillet - kan købes på de lokale biblioteker eller via arrangørernes respektive hjemmesider: www.tkmf.dk eller www.himmerlandsteater.dk