Lokal bilforhandler har fået nye ejere
HOBRO: STS Biler med rødder i Holstebro har været på opkøb i Hobro. De har overtaget Toyota Lihn & Boi A/S på Thurøvej 5, som dermed bliver deres ottende Toyota-bilhus i det nord-, midt- og vestjyske. I forvejen har de afdelinger i Holstebro, Herning, Ikast, Skive, Lemvig, Viborg og Bjerringbro/Løvskal.
- Vi har en vækststrategi, og har derfor længe haft et godt øje til Lihn & Boi i Hobro, fortæller Hanne Juul Jensen, administrerende direktør og partner i STS Biler.
- Lihn & Boi har været en veldrevet familievirksomhed i mere end 50 år, som er baseret på et stærkt kultur- og værdigrundlag, der er et perfekt match til STS Biler. Derfor var vi meget glade, da muligheden opstod og vi fik lavet en aftale om overtagelse.
Hobro er en spændende by
- Vi overtager et veldrevet bilhus med engagerede, lokale medarbejdere, og så synes vi, at Hobro på rigtig mange måder er en spændende by.
- I forbindelse med dialogen om at overtage Lihn & Boi tog hele ledergruppen hos STS Biler på et ophold i Hobro, hvor vi boede på Hotel Amerika, og oplevede både by, natur og i det hele taget så en by med god udvikling og et godt erhvervsliv. Vi blev meget begejstrede for området, og glæder os meget til at videreudvikle et i forvejen veldrevet bilhus og samarbejde med byen, fortæller Hanne Juul Jensen.
STS Biler i Hobro beskæftiger syv medarbejdere. Sammenlagt beskæftiger STS Biler 150 medarbejdere i de otte afdelinger, hvor det administrative hovedkontor er i Holstebro.