Løverne fra Nordjylland hentede ukrainere i bus
Lions i Danmark Hjælper Ukraine.
Det motto har Lions-klubberne i Hjørring og Hobro taget til sig. Distriksguvernør i Lions distrikt 106B og Hjørring Vendia, Jens Ole Jørgensen fra Sindal, Torben Christensen fra Lions Club Hjørring og Jens Jørgensen Hald fra Lions Club Hobro satte sig for nyligt sammen og talte om, hvordan de nordlige Lions-klubber kunne hjælpe ukrainske flygtninge til Danmark.
Ord blev hurtigt til handling, og der blev med lynets hast iværksat en pengeindsamling. To dage efter var der indsamlet nok til, at den første bus kunne sendes afsted til Polen. Yderligere to busser fulgte kort tid efter, og i søndags var alle tre busser tilbage i Danmark med 130 ukrainske flygtninge, der blev fordelt til private, der uden tøven åbnede deres hjem for flygtningene.
- 4. marts 2022 talte vi tre fra Lions klubberne om, hvordan vi fik transporteret ukrainske flygtninge fra Polen til Danmark. Vi fik i samarbejde med Lions Danmark startet en landsindsamling blandt Lions-klubberne i Danmark. Allerede 6. marts havde vi indsamlet så mange penge, at vi kunne sende den første bus til Polen.
I løbet af mandagen 7. marts blev alt arrangeret. Hennings Busser fra Hjørring stillede busser og chauffører til rådighed. Lions stillede også med en chauffør, Torben Christensen, samt Jens Jørgensens Halds hustru Maria Wasylkowska som tolk. Finansieringen var på plads, og der var fundet rigtig mange pladser hos private i og omkring Hobro, ligesom Hjørring Kommune havde stillet sig med velvilje og sagt, at de nok skulle hjælpe os med at finde plads til de flygtninge, vi kom med, uanset om det var 100 eller 200.
Fantastisk dejligt og stor tak til alle for det. Der blev indsamlet tæpper, liggeunderlag og soveposer, som vi kunne tage med til de Polske Lions klubber, fortæller Jens Ole Jørgensen om den store hjælpeaktion.
I løbet af en uges tid regner Lions med at sende endnu en bus afsted efter ukrainske flygtninge.