Liv på havnen i Øster Hurup
30. april tager havnen det store kvantespring frem mod en ny sejlersæson
Med de seneste dages lune forårsvejr er der for alvor ved at komme liv på lystbådehavnen i Øster Hurup.
Mod slutningen af ugen foregår et kvantespring, når en stor del af de både, der for tiden ligger på land, får vand under kølen.
Havnen har fastsat store søsætning til fredag 30. april, hvor kranfører René Thorsager fra Fårup Vognmandsforretning kommer for at fragte bådene de cirka hundrede meter fra opstaldspladsen vest for havnen til kajen, hvor de bliver sænket i vandet.
Inden søsætningen har adskillige bådejere nogle travle dage med at klargøre fartøjerne med blandt andet ny bundmaling.
Sæsonen løber frem til midten af oktober, hvor vognmandsfirmaet igen kommer på havnen for at løfte bådene op på land.
Coronakrisen har det seneste år brudt forstyrende ind i de aktiviteter, Øster Hurup Bådeklub står for, men man forventer at kunne holde generalforsamling 8. maj i år, og man håber at gennemføre fælles bådtur i weekenden 12-13. juni.
Sensommerfesten forventes at kunne holdes 14. august på havnen.