Lea Høj på arbejde i Kattegat
23 meter langt skib i gang med at uddybe sejlrenden ind til Mariager Fjord
Uddybningsfartøjet Lea Høj har gennem de seneste par uger haft base ved molen på Als Odde.
Det godt 23 meter lange skib arbejder med uddybning af sejlrenden i Kattegat ind mod Mariager Fjord.
Skibet er, ifølge rederiet Høj A/S i Horsens, udstyret med en hydraulik-grab, der kan nå otte meter ned og løfte sand op i skibet og derefter sejle det til et område, hvor det ikke påvirker den uddybede sejlrende.
Lea Høj er udstyret med to støtteben, der kan nå ned i ti meters dybde. Skibet kan rumme 160 tons svarende til ca. 110 kubikmeter sand.
Det har tidligere arbejdet i Mariager Fjord. I 2016 bestod arbejdet i at udlægge 1,2 kilometer udløbsledning til spildevand på tværs af fjorden.
Sejlrenden ind mod fjorden skal med mellemrum uddybes. Strømforholdene i Kattegat betyder, at renden sander til.
Lea Høj blev bygget tilbage i 1973, men er løbende blevet ombygget og renoveret, oplyser rederiet.