Larm på vej i Hobro: Snart banker de løs i Korsgade

De næste tre weekender skal 207 jernbetonpæle på mellem 9 og 12 meter bankes i jorden på byggegrunden på Korsgade 37

20. april 2018 kl. 09.51
Opdateret kl. 10.58

HOBRO: Beboere i den sydlige del af Korsgade må affinde sig med uundgåelige støjgener hen over tre weekender, når der i nærmeste fremtid opføres 24 lejligheder på den gamle vandværksgrund i Korsgade 37.

Store bededag tager maskiner fat på at banke bærende pæle (pilotere) i jorden.

- Mariagerfjord Kommune og bygherre Jacob Grønlund er kede af, at arbejdet kommer til at genere naboerne både dag og nat i de tre weekender, beklager Jørgen Ussing, chef for Natur & Miljø i kommunen.

- Men det kommer sandsynligvis til at larme, når pælene bankes i jorden.

- Desværre kan arbejdet kun udføres i weekenden, fordi kommunens it-serverpark ligger lige ved siden af byggeriet.

- De mange servere kan nemlig ikke tåle de rystelser, der følger med arbejdet, uddyber Jørgen Ussing.

Sådan arbejde de

Arbejdet med at placere de bærende pæle til lejlighedskomplekset vil foregå tre weekender i træk fra fredag klokken 14 til søndag klokken 24 i ugerne 17, 18 og 19 - og altså med afslutning i weekenden efter Kristi himmelfartsdag, som falder 10. maj.

De berørte beboere i området vil i starten af denne uge modtage et brev, som forklarer forholdene nærmere.

Servere må ikke slukkes

Alternativet - at slukke serverne og banke løs på pælene, mens mange går på arbejde - er ikke brugbart.

- Mariagerfjord Kommune råder over to it-driftscentre i Hobro, nemlig i Korsgade og i Vestergade.

- De understøtter hele kommunens drift lige fra skolerne og hjemmeplejen til administrationen.

- Derfor er det desværre ikke muligt at lukke systemerne ned i hverdagene.

- I eksamenstiden på skolerne kan vi ikke bare slukke for serverne i dagtimerne, som vi egentlig gerne ville.

Det tvinger os til at lægge arbejdet i weekenderne, begrunder Jørgen Ussing.

Særlige bundforhold

Sammen har Mariagerfjord Kommune, bygherre Jacob Grønlund samt entreprenør og underleverandør i fællesskab vurderet, om arbejdet kan blive udført på anden og mindre støjende vis.

Men på grund af de særligt (bløde) bundforhold i området er det ikke muligt.

Udover støjgener må du regne med rystelser fra den såkaldte pæleramning, men her er huse og lejligheder i nærheden blevet fotograferet og undersøgt, og der forventes ikke skade på bygningerne.

Ifølge bygherre Jacob Grønlund skal 207 jernbetonpæle, der er 9-12 meter lange, monteres i jorden.

24 lejligheder

- Pælene er bærende for hele lejlighedskomplekset på 24 lejligheder, som opføres i to og tre plan.

Derfor er pælene selvfølgelig nødvendige og yderst påliggende at få i jorden.

Arbejdet i weekenden har været et krav fra Mariagerfjord Kommune og udgør en del af byggetilladelsen, som vi har været bekendt med fra starten af.

- Arbejdet vil blive til gene for naboerne.

- Men vi vil gøre alt, vi kan for at blive hurtigt færdige, lover bygherre Jacob Grønlund, som kan trøste de berørte beboere med, at støjgenerne bliver knap så slemme i den tredje weekend.

Konfirmation i Hobro

Parterne vil i øvrigt undersøge, om det er muligt at tage en arbejdspause, mens der er konfirmation i Hobro Kirke søndag 29. april klokken 10-12.

Når pælene er i jorden, fortsætter arbejdet med at fuldføre de 24 lejligheder, der er planlagt på Korsgade.

Lejlighederne vil stå færdige i foråret 2019.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste