Landlyst fejrede nye lejligheder
BUDDUM: Der var fest, musik og snoreklip, da Fonden Landlyst holdt indvielse af sin nybyggede fløj. Borgmester i Mariagerfjord Kommune Mogens Jespersen havde sagt ja til at klippe snoren til huset, som indeholder to nye lejligheder.
Bagefter var der mad og drikke. Landlysts eget band, "Landlyst Band" underholdt med gamle dansktopsange. Da bandet skulle i gang med Shu-Bi-Dua-sangen Vuffeli-vov, udfordrede Landlysts musiklærer Torben B. Madsen borgmesteren til at spille med på bas.
- Han accepterede og spillede den bedste bas, der var spillet til det nummer i lang tid. Begejstringen var stor blandt beboere og øvrige deltagere, og han fik også et flot bifald bagefter, beretter forstander Poul Bo Nielsen.
Han fortæller, at Landlyst længe har arbejdet på at kunne tilbyde alle beboere en lejlighed.
- Det kan vi nu. Det er en kæmpe forbedring og det gør en stor forskel i forhold til beboernes trivsel og mulighed for at lære at klare sig selv. Og det har selvfølgelig været en stor glæde for de to beboere, som for nylig flyttede ind i deres egen lejlighed for første gang i deres liv.
Ved siden af de to lejligheder er der ny fællesstue og personalefaciliteter.
Fonden Landlyst er en fondsdrevet organisation ved landsbyen Als. Der bor 11 udviklingshæmmede voksne fordelt på to afdelinger.
I alt har Landlyst 11 lejligheder i brug. Der hører fællesarealer og personalefaciliteter til.
Derudover råder Landlyst over eget dagtilbud, værksteder, lader, musiklokale, en mark til go-kartræs med mere. Alt sammen ejet af fonden.