Billede beskrivelse

- Lad os tale byen op - i stedet for at fokusere på det negative

Faktisk går det slet ikke så skidt for Hadsund som handelsby, lød det fra formand Jørgen Myrupå på generalforsamlingen i Hadsund Handel

04. juni 2021 kl. 10.10

Hadsund Handel har holdt sin årlige generalforsamling - og ikke hele uventet blev det en generalforsamling i skyggen af corona-pandemien.

Formand Jørgen Myrup kom i sin beretning ind på en række af de store udfordringer, som corona har medført for medlemmerne.

I et normalt år er Hadsund Handel sat i verden til at understøtte medlemmernes butikker/erhverv, både via aktiviteter i byen og ved forskellige tiltag, som er i medlemmernes interesse, som eksempelvis de nye træer i gågaden, hvor kommunen naturligvis var i dialog med bestyrelsen, før man førte udskiftningen ud i livet.

I lange perioder var det umuligt at gennemføre de sædvanlige aktiviteter, men Hadsund Handel nåede dog i de perioder, hvor der ikke var nedlukning, at gennemføre nogle få aktiviteter.

I stedet for aktiviteter har Hadsund Handel så understøttet med annoncering i lokale aviser og andre medier, ligesom der blev indkøbt et antal beach-flag med budskabet ”Støt Lokal, Handl Lokalt”.

Formanden kom også ind på, at turistforeningens mangeårige drivkraft og ildsjæl, Erik Erland Nielsen, er stoppet som formand i foreningen, og Jørgen Myrup rettede på den baggrund en stor tak til Erik for hans ildhu og kæmpestore arbejde for turismen i Hadsund.

Med afgangen er også fulgt en aftale om, at Hadsund Handel overtager ansvaret for Sejlet på Torvet, således at det også fremover kan være en del af Hadsunds tilbud til borgere og turister.

En væsentlig pointe i formandens tale var, at Hadsund skal være stolte over at have en handelsby med et flot udbud af varer.

I gågaden er der faktisk ingen tomme butikker, og formanden bad om, at man, trods frustrationer over coronaens eftervirkninger, bevarer optimismen og taler byen op i stedet for at fokusere på det, der ikke er så godt.

Formandens beretning blev godkendt og efterfulgt af en beretning fra aktivitetsudvalget.

Her kunne Jan Vestergaard som aktivitetsansvarlig nævne de aktiviteter, der trods alt blev gennemført i 2020, nemlig: fastelavn, international food event, toldfrie dage, udsalgsdage med Open by Night, Smag på Hadsund, Lyserød lørdag, Halloween og julen med Black days.

2021 er startet stort set uden aktiviteter, men den seneste måned er der gennemført inspirationsdage, Toldfrie dage, Mors dag og Fars dag.

I forhåbning om, at restriktionerne lempes som varslet, kan man se frem til US Car i juli, julemandens besøg 24. juli, Smag på Hadsund og andet, som man læse mere om på Hadsund Handels hjemmeside.

Til generalforsamling var der indkommet forslag om, at byen skal fokusere på bæredygtighed, og efter en lang meningsudveksling blev konklusionen, at alle er enige om vigtigheden af visionen om, at alle skal tænke mere bæredygtigt.

Samtidig var holdningen, at det skal være en proces, der nu er skudt i gang, og som der vil blive fulgt op på.

Under valghandlingen var der genvalg til formand og bestyrelse i øvrigt.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste