Krudtkongerne fyrer deres virksomhed af til Simon
HOBRO: For efterhånden seks år siden startede vennerne Martin Sevel, John Olsen og Niels Sørensen virksomheden Krudtkongerne i Hobro. En idé, der ganske passende blev født en nytårsaften, og som siden har vokset sig større og større.
Krudtkongerne har siden idéens opståen solgt kvalitetsfyrværkeri i dagene op til nytår. Det første år fra et opstillet telt ved Rosendalhallen og siden fra et telt på Brogade lige ved siden af den nye Rema 1000. Men nu er deres fælles fyrværkerieventyr slut.
De tre – for hvem det har været hygge, sjov og en hobbyforretning – har nemlig skudt Krudtkongerne af til Simon Andersen, der driver Actionshoppen på Stationsvej 4 i Hobro.
- Vi har jo alle tre arbejde ved siden af, og da Krudtkongerne har vækstet hvert år, siden vi startede, var det ved at blive en opgave, der krævede alt for megen tid. Så jeg tror, at der er nogle på hjemmefronten, der er glade for, at vi ikke længere har den opgave omkring jul og nytår. Vi lagde efterhånden rigtig mange timer i det, fortæller John Olsen.
- Derfor er vi også meget glade for at give stafetten videre til Simon Andersen og Actionshoppen. At han nu får fyrværkeri ind i sit sortiment, passer rigtigt godt til hans type virksomhed, tilføjer Niels Sørensen.
Dobbelt-up og udvidede åbningstider
Hos Simon Andersen er der også stor begejstring over, at han har overtaget Krudtkongerne og nu får fyrværkeri ind i sit sortiment.
- Jeg spurgte allerede de tre om jeg kunne købe deres forretning for et par år siden, men fik dengang et nej, Derfor er jeg meget glad for, at det nu er lykkedes, og vi har fået lavet en god aftale.
- At jeg ikke bare selv er startet med at sælge fyrværkeri, skyldes, at Krudtkongerne havde en eksklusiv aftale med Aalborg Fyrværkerifabrik, som derfor ikke ville sælge sine produkter til andre i Hobro-området. Det er den aftale, som jeg har købt mig ind i, fortæller Simon Andersen, der i øvrigt udvider fyrværkerisortimentet med yderligere et mærke.
- Jeg får omtrent dobbelt så stort et udvalg, som Krudtkongerne har haft, herunder også et stort sortiment af mærket ”Royal”. Samtidig øger jeg også åbningstiderne på Rema-pladsen betragteligt.
- Min første åbningsdag bliver allerede den 15. december, og allerede fra slut november kan man bestille sit nytårskrudt hos mig ved at kigge ind i butikken eller online på min webshop. Jeg må dog først udlevere det senere, fortæller Simon Andersen, der arbejder på at fortsætte Krudtkongernes mangeårige samarbejde med forskellige foreninger, som er blevet støttet med et beløb afhængig af salget til foreningens medlemmer.
- Det er endnu ikke helt på plads, men det er absolut min intention, at jeg kommer til at samarbejde med forskellige lokale foreninger og andre aktører, tilføjer Simon Andersen.