Konsulenter besøger Havbakkedistriktet
ALS/SKELUND: Det bliver konsulentvirksomheden Brøndum og Fliess fra København, der skal give et bud på, hvordan skole og dagtilbud i Havbakkedistriktet kan rykke tættere sammen.
Firmaet er så småt begyndt at samle viden til den analyse, som er bestilt af økonomiudvalget i Mariagerfjord Kommune.
Siden 2017 har skolerne i Als og Skelund, samt børnehaverne Krible-Bo i Als og Stjernen i Veddum, haft samdrift og fælles ledelse.
Tilbage i april rejste Havbakkeskolens bestyrelse en bekymring for pædagogiske og økonomiske udfordringer ved at have flere matrikler.
- Målsætningen med analysearbejdet er at få input til, om man kan bruge de kommunale bygninger på en bedre måde til gavn for borgere i Havbakkedistriktet, forklarer skolechef Stefan Møller Christiansen.
Den færdige analyse skal fremlægges for økonomiudvalget, som skal bruge den som beslutningsgrundlag i forhold til fremtidens Havbakkedistrikt.
Konsulenterne i Brøndum og Fliess skal afsøge to scenarier: at samle alle dagtilbudsaktiviteter i Skelund og alle skoleaktiviteter i Als eller at samle alle skole- og dagtilbudsaktiviteter i Als.
Derudover skal det afsøges, hvilken betydning det vil have at flytte overbygningen (7.-9. klasse) fra Havbakkeskolen til Hadsund Skole.
Dataindsamlingen består blandt andet af befolkningsprognoser, budgetter for dagtilbud og skole, oplysninger om børnetal fordelt på pasningstype samt evt. mønstre i skoleskift gennem de sidste fem år.
9. august vil eksterne konsulenter bese udvalgte bygninger i Havbakkedistriktet og tale med ledelsen.
I løbet af august og september vil interessenter fra kommunens afdelinger for dagtilbud, skole samt kultur og fritid blive inddraget gennem workshops. Repræsentanter fra lokalråd og udvalgsformændene bliver også inviteret.
- Vi har lagt vægt på en bred inddragelse, så vi på den måde får belyst mange vinkler i Havbakkedistriktet, fortæller Stefan Møller Christiansen.
Han håber, at borgere vil benytte lokalrådene og dagtilbuds-/skolebestyrelsen til at komme med input til at kvalificere det kommende analysearbejde.
Resultatet af analysen skal fremlægges de politiske udvalg i november, hvorefter politikerne kan træffe beslutning om, hvilken løsning der skal arbejdes videre med.
Brøndum & Fliess har lavet undersøgelser på skole- og dagtilbudsområdet over hele landet siden 2007.
- De er blandt andet valgt på grund af deres særlige fokus på brugerinddragelse og brug af data, som vi i forvejen fokuserer meget på her i Mariagerfjord, fortæller Stefan Møller Christiansen.