Konfirmations-forberedelse med hakkejern og rive

19. april 2018 kl. 13.12

ALS: Det er ikke meget ukrudt, der får lov at overleve tiden op til søndagens store festdag i Als, hvor 12 unge mennesker skal konfirmeres. Konfirmationsgæsternes synsindtryk af landsbyen skal ikke spoleres af ukrudt og affald på fortove og i byens anlæg.

Et hold voksne, lokale damer tager sig specielt af midtbyens to anlæg ved henholdsvis Vikingvej og Springvandspladsen ved gadekæret Flouen, hvor græsset for første gang i år er blevet klippet og vinterens efterladenskaber er blevet fjernet.

Byens borgerforening står også for den årlige affaldsindsamling, der sammen med de øvrige bysamfund i kommunen var programsat til søndag. Den dag er dog i Als på grund af konfirmationen blevet rykket frem til lørdag med udlevering af sække og redskaber ved paraplyen i anlægget kl. 10, oplyser foreningens formand, Hans Lybæk.

Flagholdet i Als har også gennemgået samtlige stænger og flag, så alleen med de små dannebrogsflag kan komme op søndag morgen.

Søndag er der også konfirmation i Skelund, hvor 14 skal bekræfte dåben og dagen før i Øster Hurup, hvor det er otte. der skal konfirmeres.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste