Billede beskrivelse

Koncert med mulighed for at stille spørgsmål

28. oktober 2017 kl. 08.52

ARDEN: Fredag 3. november kan man som led i Spil Dansk ugen opleve en intim solokoncert med den unge sangskriver og sanger Julie Maria i Kulturhuset i Arden.

Under overskriften "Hit med sangskriveren" byder aftenen på sange og fortællinger fra Julie Marias liv som professionel musiker og sangskriver - og der vil undervejs være lejlighed til spørgsmål og dialog med publikum.

Julie Maria har efterhånden fem anmelderroste albums og et hav af koncerter bag sig.

Hun har optrådt sammen med blandt andre Søren Huss, Tina Dickow, Tim Christensen, Steffen Brandt, Mads Langer, Rasmus Walther og Randi Laubek og er bl. a. kendt for titelnummeret til DRs julekalender "Pagten" og sange som Også Om Dagen, Evelyn og Gør Det Kort.

Som et særligt indslag ved koncerten i Arden vil Mariagerfjord Pigekor medvirke ved et par numre sammen med Julie Maria. Koret havde i forvejen et par af hendes sange på repertoiret, og da korets dirigent, Christian Ronsfeld, kontaktede Julie Maria om et samarbejde, var hun straks med på idéen.

Da koncerten afvikles som led i Spil Dansk ugen kan den opleves til en favorabel billetpris - og for kulturskolelever og unge under 20 år er der endda gratis adgang.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste