Billede beskrivelse

Kommunen skal pleje bypark ved Arden

16. september 2017 kl. 06.00

ARDEN: Det bliver en opgave for kommunens folk at pleje de grønne områder i den nye udstykning Arden vest.

Og dermed bliver det også kommunen, som betaler regningen.

Et flertal i teknik- og miljøudvalget har bestemt, at Mariagerfjord Kommune skal stå for drift af veje og stier fra det tidspunkt, hvor byggemodningen er færdig i foråret 2018.

For stemte Jørgen Hammer Sørensen (DF), Melanie Simick (Alternativet), Jens Riise Dalgaard (S) samt de to Venstremænd Per Kragelund og Niels Erik Poulsen.

Imod stemte Bo Ritterbusch (Liberal Alliance) og Niels Peter Christoffersen (S).

Modstanderne synes, at fællesarealerne skal vedligeholdes af grundejerforeningerne.

Formand for udvalget Jørgen Hammer Sørensen siger, at der fra starten har været lagt op til, at de grønne områder i Arden vest skulle være en bypark, hvor kommunen "på lavt niveau" holder træerne og græsset.

- Jeg har hørt, at man skal ud og sælge grunde i udstykningen her i efterårsferien, og så er det jo ikke uvæsentligt, at man kan fortælle folk, at de ikke også skal betale for at holde et fællesareal ved lige, siger Jørgen Hammer Sørensen.

Kommunen vil i realiteten først komme ind i billedet omkring år 2021, hvor de grønne områder forventes at være vokset til.

Forvaltningen regner med en udgift på 90.000 kroner om året til pleje, og det er efter Jørgen Hammer Sørensens skøn højt sat.

Men hellere skyde lidt over, end skyde lidt for lavt, ræsonnerer han.

Området bliver med træer, prydgræs og engblomster. Der vil være større områder med græs, som langsomt vokser i skov.

Der findes lysninger, hvor kommende grundejerforeninger kan få tilladelse til at etablere aktivitetsarealer som boldbane, bålpladser mv., såfremt offentligheden har adgang, fremgår det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste