Billede beskrivelse

Kom tættere på: Supermarked lægger an til bedre parkeringsplads

Pladser tættere på indgangen, bom og ladestandere er nogle af de nye tiltag for kørende kunder i SuperBrugsen

22. marts 2023 kl. 11.04
Opdateret 30. marts 2023 kl. 10.25

HOBRO: Parkeringspladsen ved SuperBrugsen i Hobro ligner ikke helt sig selv i disse dage, for der bliver gravet, lagt sand og sat betonklodser.

Men inden længe skulle besværet gerne vendes til en klar fordel. SuperBrugsen er nemlig undervejs med en ny parkeringsplads, som skal gøre det endnu nemmere for folk med ærinde i supermarkedet eller gågaden at finde et sted at parkere.

Det fortæller souschef Bjarke Christensen i en video på Facebook.

- Som I har lagt mærke til, er vi godt i gang herude på parkeringspladsen. Det er for at udvide den og gøre den mere tilgængelig for jer, så I kan holde helt oppe ved indgangen. Så det er for alle. Det er vi sikre på, at I vil synes vil være rigtig fedt, siger Bjarke Christensen i videoen.

Tidligere var SuperBrugsens parkeringsplads adskilt fra parkeringspladsen ved siden af med hegn, men nu bliver de to områder lagt sammen, og kundeparkeringen til SuperBrugsen rykker dermed betydeligt tættere på indgangen.

Billede beskrivelse

For elbilisterne vil der også være mulighed for at få "tanket" bilen, da der bliver opsat ladestandere. Og ved indkørslen til parkeringspladsen bliver opsat en bom, hvor alle ind- og udkørende bliver registreret.

- Man kan holde her i to timer, så det er for at sikre, at der altid er frie pladser til jer, siger Bjarke Christensen.

Det vides endnu ikke, hvornår arbejdet med at anlægge den nye parkeringsplads vil være færdigt.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste