Kom med kuffert og få en gratis tur i veterantoget
HANDEST: Veteranjernbanen mellem Handest og Mariager holder søndag 25. juni sin traditionsrige kuffert-dag.
- Har du en rigtig kuffert, gerne en med stil, så tag den med og mød op hos veteranbanen, og du kommer gratis med toget.
- Men bemærk, at din rejsekuffert skal være fra før plastic-alderen. Så sportstasker, nylon-rygsække og reklametasker gælder ikke.
- Og har du lyst til at klæde dig som de medvirkende i Matador eller Badehotellet, så gør det endelig. Det gør blot dagen endnu festligere, lyder opfordringen fra de frivillige på banen.
Samme dag markerer veteranbanen 90-året for åbningen af Mariager-Faarup-Viborg Jernbane i 1927.
På Handest station er der en fotoudstilling om Handest som stationsby. Samme sted causerer journalist og forfatter til bogen om Mariager-banen, Anders Riis, om Mariager-Faarup-Viborg-banens historie.
I Galleri Vognporten på Mariager Museum er der netop åbnet en udstilling med spændende billeder om privatbanen og dens historie.
Alle banens person- og rejsegodsvogne er ude at køre på dagen. Lige fra den ældste og allermindste rejsegodsvogn, bygget i 1898 og kaldet Bette Klaus, til banens "nyeste og yngste" personvogn C 7, bygget 1934.
Veteranbanens driftsbestyrer Jan Eriksen fortæller, at man ikke må forvente eksprestogsfart.
- Togene kører med blot 30 kilometer i timen, så du når at få sjælen med dig. Til gengæld er det tog med stil, så sæt dig tilbage i sædet og nyd "Matador-turen".