Billede beskrivelse

Kobler hyggedag på gudstjeneste i fri luft

21. august 2017 kl. 06.00

ØSTER HURUP: Der bliver i år koblet en hygge- aktivitetsdag på friluftsgudstjenesten i Fruerlundparken, 27. august. Det er en række lokale foreninger sammen med menighedsrådene i Als, Øster Hurup, Skelund og Visborg, der vil stå for arrangementet.

Parken åbnes kl. 16, og så vil der blive budt på en række aktiviteter frem til gudstjenesten kl. 19.

- Vi er enige om, at lave en eftermiddag, præget af hyggeligt samvær og mange forskellige aktiviteter. Der skal ikke tjenes penge, så derfor er der fri entre. Vi håber, at vi kan grundlægge en tradition om, at den dag mødes vi og hygger os sammen, siger formand for menighedsrådet i Als, Jens Laurids Pedersen.

Ud over menighedsrådene er det boldklubben Viking i Als, Olympia Øster Hurup, Als Gymnastikforening, FDF Øster Hurup og Als Spejderne, der er sammen om tilrettelæggelse og afvikling.

De forskellige aktiviteter og spil, der vil blive budt på, vil henvende sig til alle, uanset alder.

- Samtidig vil vi give deltagerne mulighed for at gå en tur og opleve det fantastiske og indbydende areal, som Fruerlundparken er, siger Jens Laurids Pedersen.

Det vil være muligt at købe pølser, is, kaffe og drikkevarer på pladsen, men man opfordrer folk til selv at tage maden med. Der bliver tændt op i en stor grill, så man kan få grillet sin mad.

Efter gudstjenesten serveres der kaffe

- Vi håber, at mange har lyst til at deltage. Hvis man ikke har mulighed for eller kræfter til at være med til hele arrangementet, er man naturligvis velkommen til at være der i en del af tiden. Til gudstjenesten er det muligt at bestille kirkebil, slutter menighedsrådsformanden.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste