Billede beskrivelse

Knaldgod idé på nytårsaften er blevet en bragende succes

26. december 2021 kl. 08.00

Hvorfor begynder vi ikke at sælge nytårskrudt, og så lade noget af overskuddet gå til et par lokale idrætsforeninger? Den idé fik de tre gode venner John Olsen, Niels Sørensen og Martin Sevel fra Hobro på en nytårsaften for fire år siden. De realiserede idéen under navnet Krudtkongerne, og konceptet har siden været en bragende succes.

- Vi holder altid nytårsaften sammen, og kom – måske efter lidt rigeligt rødvin og champagne - til at snakke om hvor mange penge, der bliver fyret af på sådan en aften. Vi snakkede om, at det kunne være sjovt at starte på at sælge nytårskrudt og så donere noget af et eventuelt overskud til lokale idrætsforeninger, fortæller John Olsen.

Det viste sig ikke bare at være rødvinsvrøvl og champagne-snak. Til det efterfølgende nytår var trekløveret klar, og sådan har de været hvert år siden - også selvom det første år var noget af et prøve-år, hvor der blev betalt en del lærepenge.

- Vi er klar for fjerde år i træk, når vi fra den 27. til 31. december sælger nytårskrudt fra et telt på den gamle Stark-grund i Hobro. Det plejer at være både hyggeligt og sjovt, fortæller John Olsen.

Gratis juniorposer

I år har Krudtkongerne lavet en aftale med foreningerne; IK Rosendal, HIK-Rosendal Håndbold og Hobro IK Fodbold, hvor ungdomsspillerne fra U-6 til U-13 har fået udleveret et gratis gavebevis på en ”fyrværkeri-juniorpose”, som kan afhentes i teltet på Stark-grunden.

- Vi regner med at udlevere omkring 400 gratis juniorposer til en samlet værdi på 24.000 kroner. Derudover håber vi naturligvis, at salget giver mulighed for igen i år at give et kontant bidrag til de tre klubber, slutter John Olsen – én af de tre Krudtkonger.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste