Klubhus har givet Mariagerfjord Kajakklub et kæmpe løft
MARIAGER: Mariager Kajakklub havde i mange år et par containere som klubhus, der blev brugt til opbevaring af kajakker og udstyr. I dag har de et topmoderne klubhus med en enestående beliggenhed lige i vandkanten af smukke Mariager Fjord.
Mariager Kajakklub er stiftet i 2004. Historien siger, at det begyndte med, at den lokale Per Sloth Carlsen følte lidt ”dårlig samvittighed” over selv at have nydt Mariager Fjords herligheder fra en kajak igennem 30 år. Derfor syntes han ganske enkelt, at andre skulle have muligheden for alle de fantastiske oplevelser, som en tur på fjorden i kajak rummer.
Sammen med Jan Ringsmose og Peter Øgaard, der havde samme passion, fik han derfor arrangeret en ”kajakdag” på fjorden.
Kajakdagen, der havde udgangspunkt på Mariager Havn, blev en kæmpe succes. Op imod 200 interesserede mødte frem i det flotte sensommervejr for at høre om det nye tiltag.
Dermed var idéen til en egentlig kajakklub født, og tidligt på efteråret i 2004 blev klubben stiftet med 40 medlemmer, der i starten havde hjemme i nogle ”midlertidige” containere, der blev brugt både som opbevaring og som mødested/klubhus.
Midlertidig løsning varede i 12 år
Den midlertidige base i containere varede dog helt til 2016, hvor klubben kunne slå dørene op til et flot klubhus på vestsiden af Mariager Havn – kun et lille stenkast fra vandkanten og med flotte badefaciliteter, køkken og opholdsrum. Ved siden af selve klubhuset er der endvidere bygget et praktisk opbevaringshus til kajakker og udstyr.
- Det har givet Mariager Kajakklub et kæmpe løft, at vi har fået et klubhus og opbevaring til vores udstyr, som er tidssvarende og indbydende. Ud over det rent praktiske og komfortable i at have et klubhus, så har det også givet os mulighed for at skabe et helt nyt sammenhold og miljø i klubben, siger Klaus Hymøller, der er næstformand i klubben.
- Vores medlemmer har alle fået en nøglebrik til huset, så de kan benytte huset, når de ønsker. Samtidig vil vi også gerne låne huset ud til andre, både vandrere, naturfolk og andre kajakklubber. Det kan også være til vinterbadere eller andre foreninger, der måske bare har brug for et godt mødelokale. Huset er til for at blive brugt.
Godt for sjælen
Mariager Kajakklub har i dag flotte 160 medlemmer. Et medlemstal, der har været jævnt stigende de seneste år, hvilket blandt andet også skyldes de forbedrede faciliteter.
- Det har været tydeligt at mærke, at vi med det nye klubhus er blevet en mere attraktiv klub. Vi mødes til fælles roning én gang om ugen, og som et nyt tiltag er vi også i gang med at lave en afdeling for dem, der gerne vil stå på SUP Boards.
- Mange, der ror kajak, er måske fra 40 år og opefter, så med SUP Board-afdelingen prøver vi at tiltrække et lidt yngre publikum. Det handler om at skabe nogle særlige oplevelser på fjorden, hvor man både kan få en naturoplevelse, frisk luft og motion. Det er godt for sjælen at være så tæt på vandet, siger Klaus Hymøller.