Klassisk musik fra øverste hylde i jubilæumsåret

10. juni 2017 kl. 09.40

HOBRO: Et tre trins fyrværkeri af klassiske koncerter af allerhøjeste kvalitet.

Sådan beskriver Hobro Musikforening selv de tre ekstraordinære koncerter, som i den kommende sæson skal være med til at markere musikforeningens 50-års jubilæum.

Første trin er jubilæumskoncerten lørdag 16. september med klavertrioen Trio Con Brio Copenhagen. En internationalt anerkendt trio, der spiller overalt i verden på de store scener.

Andet trin er en koncert med den britiske strygekvartet Maggini Quartet mandag 25. september, og tredje trin er en koncert med den verdensberømte norske pianist Leif Ove Andsnes søndag 1. oktober.

Leif Ove Andsnes giver i den kommende sæson kun denne ene koncert i Danmark i denne sæson.

- Og vi er i Hobro Musikforening meget stolte over at kunne præsentere Leif Ove Andsnes for vores publikum.

- Leif Ove Andsnes er en international verdenspianist, som meget sjældent gæster Danmark, og publikum kan 1. oktober se frem til en musikalsk oplevelse af usædvanlig høj kvalitet, som man ikke har mulighed for at få tilsvarende andre steder i Danmark.

- Så sent som april 2017 har Leif Ove Andsnes således modtaget prisen, "Japan’s NHKSO’s, most memorable soloist award", fremhæver Bjarne Martin fra musikforeningen i Hobro.

Foruden de tre erklærede "jubilæumskoncerter" kan Hobro Musikforening i den kommende sæson præsentere yderligere syv klassiske koncerter af høj kvalitet.

Det samlede koncertprogram kan nærmere studeres på hjemmesiden www.hobromus.dk.

Er man ikke i forvejen medlem af musikforeningen kan billetter til de ti koncerter enten købes ved indgangen - eller via hjemmesiden www.himmerlandsbilletten.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste