Kitesurfere i Øster Hurup drømte om blæst
ØSTER HURUP: Mens flere tusinde mennesker glædede sig over lun, solrigt og stille vejr i forbindelse med Musik på havnen i Øster Hurup, ventede kitesurferne utålmodigt på et omslag i vejret.
Skiftet kom søndag. Det blæste op, og det gav mulighed for, at de unge mennesker, der havde indtaget sandtangen syd for Øster Hurup havn, kunne dyrke deres sport.
De havde slæbt deres udstyr, et surferbrædt, noget mindre end et normalt samt store faldskærmslignende skærme med ud på tangen.
Herfra lod de vinden fylde skærmene, og så gik det derefter i rask tempo over de rappe bølger på det lave vand tæt under land.
Med en rimelig kraftig vind hovedsageligt fra nord gik det hurtigt hen over vandoverfladen mod syd, hvorefter de på bedste sejlermaner krydsede tilbage til udgangspunktet.
Kitesurfing er en sport i vækst. Ud over at dyrke den syd for havnen i turistbyen, benytter adskillige også stranden nord for molen, når der ikke er badende gæster.
Mange har også fået øjnene op for stranden ved Als, hvor man benytter revlen ud for molen som udgangspunkt.