Julebyen har fået en flot premiere: Men det er bare starten
Hygge og stemning med juletræer og juleboder har i år præget Store Torv i Hobro hver lørdag og søndag – krydret med skøn julemusik fra Hobro Garden, uddeling af slikposer fra julemanden og andre hyggelige juleaktiviteter.
- I betragtning af, at det er første år med initiativet, så er det gået over al forventning. Jeg synes, at der har været en flot opbakning, fortæller Frank Sørensen.
Han er én af initiativtagerne bag Julebyens opståen i Hobro.
- Men det er selvfølgelig kun starten, og planen er helt sikkert, at det skal blive større og endnu bedre næste år. Nu har vi fået skudt initiativet godt i gang, og når vi næste år eksempelvis skal tage fat i potentielle stadeholdere, så ved de også, hvad vi snakker om. Det gjorde de jo ikke i år. Derfor er jeg sikker på, at der kommer endnu flere boder og stande næste år, fortæller han.
Kan bruges hele året
Det er også håbet for folkene bag initiativet, at de flotte og stemningsfulde træhytter kan komme i brug på andre tidspunkter af året.
- Efter jul bliver hytterne fragtet op til FGU, der vil male dem, så de bliver endnu flottere. Derefter står de klar til at blive brugt på alle tider af året. Eksempelvis kunne jeg nemt forestille mig, at der i løbet af foråret eller sommeren kunne laves et superhyggeligt og stemningsfuldt madmarked på Torvet, hvor hytterne kan bruges. Det handler jo grundlæggende om at skabe nogle aktiviteter og gode oplevelser i Hobro, og det synes jeg at julebyen har været et godt eksempel på, siger Frank Sørensen.
Han tilføjer:
- Men det er altså bare starten.