Billede beskrivelse

Jernbanegade i Hobro skal graves op igen

11. juni 2022 kl. 06.00
Opdateret 13. september 2023 kl. 07.57

I næsten et år har der været gravearbejde i Jernbanegade, som forbinder bymidte og banegård i Hobro.

Mariagerfjord Vand lægger nye rør til regnvand og spildevand samt renoverer drikkevandsledningerne.

Og bedst, som hullet i Jernbanegade tættest på Adelgade var blevet fyldt op med jord, og alt så ud til at være i skønneste orden, skal en stor del graves op igen.

Det er ikke forbigået hobroensernes opmærksomhed, og da slet ikke Finn Seidelins. Han bor i Jernbanegade 1.

- Jernbanegade skal nu, den 7. juni, graves op igen - vandet løber den forkerte vej! Det løber sikkert - til stor overraskelse - nedad! Så skal denne sommer også gå med larm fra gule maskiner fra tidlig morgen til hen på eftermiddagen. Fredag dog formodentlig kun til ved 10-tiden.

- Jeg er meget spændt på, om de nu får vandet til at løbe opad. Så vil jeg tage hatten af for dem, skriver Finn Seidelin i et læserbrev til Nordjyske.

Direktør i Mariagerfjord Vand, Søren Erikstrup, er meget træt af situationen. Og ikke mindst er han træt af, at man ikke i tide fik registreret de problemer, som nu er årsag til, at Jernbanegade skal graves op på ny.

- Vi lægger tre rør i Jernbanegade, og det allervigtigste, røret til spildevand, er blevet lagt med en pukkel inde under Onsild Å, så vandet ikke kan passere frit. Det blev opdaget ved en tv-inspektion.

- Entreprenøren har påtaget sig ansvaret for, at det ikke ligger, som det skal, og udbedrer det, siger Søren Erikstrup.

Direktøren forventer, at arbejdet med at udskifte røret under Onsild Å vil tage tre uger fra dags dato, 10. juni 2022.

Ensretning fra Skivevej

Frem til udgangen af uge 26 vil Jernbanegade være ensrettet fra Skivevej til Adelgade. Man vil kunne dreje ind til Brugsens p-plads.

Strækningen af Jernbanegade vest for Onsild Å tager Mariagerfjord Vand fat på efter sommerferien 2022.

Fra midten af august måned og fire uger frem skal der lægges rør på det sidste stykke mellem Onsild Å og Fortunaparken.

Arbejdet er en del af klimasikringen af Hobro Midtby. Nye rør til regnvand skal lede overfladevand væk fra de lavest beliggende områder i byen og aflaste kloakkerne.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste