Jazz med vrinsk i
HOBRO: De lokale jazzelskere kan fredag 16. marts - i bogstaveligste forstand - se frem til en jazz-aften med vrinsk i.
Næste koncertnavn hos Café K i Hobro er nemlig det fantasifulde og anmelderroste unge Københavner-band Horse Orchestra.
Horse Orchestra blev dannet i 2012 og består af syv unge musikere fra fire nordiske lande, der mødte hinanden på rytmekonservatoriet i København.
Med udgangspunkt i jazz og fri improvisation blander de forskellige genrer - fra swing over barok og rock til traditionel jazz. Det hele bliver rørt rundt i en stor smeltedigel - tilsat godt med humor og fantasi.
I 2015 blev bandet på den baggrund kåret til årets nye danske jazznavn ved Danish Music Awards.
Med i orkestret er bl. a. trommeslager Rune Lohse, der næsten kommer på hjemmebane i Hobro.
Rune er oprindeligt fra Mariager og blandt andet gymnasiet i Hobro havde stor glæde af hans rytmiske tryllerier for 15 år siden.