Isslag fik biler til at glide rundt i det himmerlandske
Især motorvej E45 var glat
HIMMERLAND: De særdeles glatte veje på grund af isslag, der har præget Himmerland siden tirsdag aften, har flere steder betydet færdselsuheld med materiel skade. Dog ingen steder med personskade.
På Nibevej/Bolstrupvej ved Støvring gled en bil af vejen omkring midnat, og på næsten samme tidspunkt kørte en bil galt på motorvej E45 ved afkørsel 30 nord mod Støvring. Her blev der tilkaldt en ambulance, men man kunne konstatere, at føreren var sluppet uskadt.
Senere var den gal igen på motorvej E45. Her snurrede en bil rundt ved samme afkørsel til Støvring, og en politipatrulje blev sendt til stedet for at hjælpe til, men også her var føreren sluppet nådigt.
Kort tid efter var der igen endnu et solouheld på stedet - her havnede en bil i grøften.
I Hobro skete der ved midnatstid et færdselsuheld på Violvej i Hobro, hvor en bilist kørte ind i et træ. Her skete der heller ingen personskade.
- Der er faldet en del sne og slud, så der ligger meget sjap på vejene. Men vi har her til morgen - 7-9-13 - ikke haft alvorligere uheld. Folk kører heldigvis nogenlunde pænt, konstaterer vagtchef Jesper Sørensen, Nordjyllands Politi.