Billede beskrivelse

Indbrudsbølge ved Øster Hurup

Hen over weekenden har politiet modtaget ikke færre end 10 anmeldelser om indbrud i sommerhuse ved Øster Hurup

12. februar 2018 kl. 16.02

HADSUND: Flere fritidshusejere ved Øster Hurup har hen over weekenden fået sig en ærgerlig overraskelse.

Sommerhusområderne Ved Fruerlund og Plantagen Haslevgårde mellem Øster Hurup og Als har den seneste uge været plaget af en række indbrud.

Hen over weekenden har Lokalpolitiet Himmerland modtaget i alt 10 anmeldelser om indbrud i de to områder.

I Plantagen Haslevgårde er det gået ud over seks sommerhusejere, hvoraf mindst fire har fået stjålet et TV eller en fladskærm.

Herudover er der stjålet alt fra alkohol, øl og sodavand til pølser, kød, et tæppe, en lampe og seks spisebordstole.

Også de fire uheldige sommerhusejere fra Ved Fruerlund har fået stjålet deres TV.

Ved samtlige 10 indbrud har de ubudne gæster skaffet sig adgang ved at opbryde enten en hoveddør, en terrassedør, afliste et vindue eller knuse en rude.

Langt de fleste af indbruddene er sket mellem 6. og 11. februar - og mens et par stykker kan være sket helt tilbage til 27. januar og frem til søndag i den forgangne uge.

I tre af tilfældene mangler politiet endnu at få en opgørelse fra husejerne over, hvad der er stjålet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste