I en duft af stegt flæsk i Norup

Norup Forsamlingshus lagde lokaler til en valgdebat om især de små byers fremtid

25. oktober 2017 kl. 19.29

NORUP: Stegt flæsk med kartofler og persillesovs lagde en solid bund, da Landdistriktsrådet i Mariagerfjord Kommune tirsdag aften inviterede til valgmøde i Norup Forsamlingshus.

Kandidater fra ni af de ti lister, som bejler til vælgernes gunst 21. november, og omkring 50 fremmødte vælgere, tog for sig af retten.

- Hvis nogen dumpede ind udefra, ville de tænke, at ret voksne mænd er bedst til at lave politik. Og når det så foregår i duften af stegt flæsk, peger det mere tilbage end frem, mente ordstyrer Claus Smidstrup, journalist ved NORDJYSKE Medier, efter at have taget bestik af forsamlingen og dens hårfarve.

Uddannelse til Hadsund

En af de få tilstedeværende unge, de radikales spidskandidat Casper Hedegaard, har gjort det til sin mærkesag at sætte mere gang i Mariagerfjord.

Han lancerede en ide om at oprette en ungdomsuddannelse i Hadsund og forsikrede over for avisen, at det ikke er valgflæsk.

- Jeg vil arbejde benhårdt på at give unge i Hadsund de muligheder, uanset om jeg bliver valgt eller ej, sagde Casper Hedegaard.

Ideen lyder jo fin og flot, kommenterede det garvede byrådsmedlem Erik Kirkegaard Mikkelsen fra Venstre.

Problemet er bare, at både 10. klasse og Tech College i Hadsund er lukket ned, fordi de havde for få elever, påpegede han.

- Vil du trække hesten til truget, og også tvinge den til at drikke? ville Erik Kirkegaard Mikkelsen vide.

I klemme i Hadsund

Hvis Casper Hedegaard vil lave et privat gymnasium i Hadsund, så held og lykke til, ønskede byrådsmedlem Bo Ritterbusch, Liberal Alliance.

Men er der kundegrundlag? tvivlede han på.

- Man hører stort set kun om ting, som er i klemme i Hadsund. Det er ungdomsuddannelserne i Støvring, Aalborg og Hobro, som trækker, mener Bo Ritterbusch

Jens-Henrik Kirk fra de konservative roste Casper Hedegaard for at tænke nyt.

Den konservative spidskandidat opfordrede generelt til, at vælgerne kigger efter yngre profiler, der ikke bare vil gøre "som vi plejer", når de skal sætte deres kryds.

Miguel Valentine fra Enhedslisten slog på, at kommunen mangler ungdomsboliger. De to kollegier i Hobro dækker ikke behovet.

Hvis de unge kan bo lokalt, vil de tage en uddannelse lokalt, tror de rød-grønnes spidskandidat.

Læs også NORDJYSKE Stiftstidende.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste