I denne by praler de af "egnens flotteste juletræ"
JULETRÆ: Borgerne i Nr. Onsild ved Hobro har i år samlet kræfterne om at lave et flot pyntet juletræ, til glæde for byens borgere og dem, som kører gennem byen i tiden op til jul.
Den nyvalgte bestyrelse i byens kultur- og forsamlingshus besluttede som noget af det første, at der i år skulle pyntes et specielt flot juletræ, som skulle få folk i god julestemning.
- I den her mørke tid med krise og bekymringer om høje priser synes vi, vi ville forsøge at muntre folk op med et juletræ, der siger spar to til andre juletræer, fortæller nyvalgt formand Dennis Jørgensen.
- Det kan godt være, Aars slår sig på at have områdets grimmeste juletræ, og det har de så sandelig også, men vi vil gerne melde os til titlen som indehaver af det flotteste juletræ i vores område, tilføjer han.
Juletræet pryder byens område ved branddammen døgnet rundt. Der er sat sensor på, så der også er lys i træet om aftenen, når folk kører på job - og igen, når det bliver mørkt og frem til midnat.
Træet er blevet til ved hjælp fra rigtig mange af byens borgere. En har doneret træet fra sin skov, andre har fældet det og stået for transport, opstilling og fastgørelse.
Mange deltog i pyntningen af juletræet, som blev afsluttet med en gang gløgg og æbleskiver, så der har været opbakning over hele linjen, fremhæver Dennis Jørgensen.
- Det er skønt at opleve, at folk interessere sig for og også aktivt deltager i, hvad der sker i byen. Det er rigtig hyggeligt, slutter Dennis Jørgensen.