Billede beskrivelse

Husstande i Hobro får nu større valgfrihed på internet og tv

26. juli 2022 kl. 09.58

Fra den 26. juli kan borgerne i Hobro nu vælge mellem langt flere tv- og internetudbydere. Her åbnes fibernettet nemlig op. Det sker efter, energi- og telekoncern Norlys har overtaget fibernettet fra Verdo.

Det betyder, at borgerne fremover kan vælge mellem alle de 12 serviceudbydere af internet og tv, som Norlys har aftaler med i fibernettet.

- Vi overtog fibernettet i Hobro den 1. juni, og i lighed med resten af Norlys’ fiberområde får beboerne i Hobro nu valgfrihed. Vi er glade for, at borgerne nu har flere udbydere at vælge imellem, siger Torben Poulsen, direktør i Norlys Fibernet, i en pressemeddelelse.

Udover mere valgfrihed til de eksisterende borgere på fibernettet vil Norlys også tilbyde fibernet til langt flere beboere i Hobro-området. Norlys er nemlig langt med planerne om at udbygge fibernettet i området.

- Lige efter sommerferien begynder vi at udvide fibernettet. I alt får 5.000 nye husstande i Hobro og Randers adgang til fibernet i 2022. Det er 20 procent flere end i dag i det område, siger Torben Poulsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste