Hundeførere hædret i Hadsund

14. december 2017 kl. 08.37

HADSUND: Det var en kold og blæsende formiddag, da 60 friske hundeførere forleden ankom sammen med deres hunde til DcHs træningsarealer på Ålborgvej i Hadsund.

Anledningen var årets juleafslutning i den lokale hundeklub.

I år begyndte dagen med, at hundeførerne på de forskellige hold gav prøver på, hvad de har lært i sæsonens løb.

De fleste frøs bravt ude i vinterkulden, så det var dejligt at komme ind i klubhuset, hvor Linda Pedersen efterfølgende stod klar med æbleskiver og varm gløgg.

I klubhuset bød formand Jan Jensen velkommen og glædede sig over den store tilslutning.

Senere blev der uddelt vandrepokaler til de hundeførere, der har opnået de bedste resultater i årets løb.

I C-klassen gik den fine pokal til Katrine Guldhammer fra Hadsund med hunden Alfred. B-klassens pokal blev vundet af Poul Rasmussen, Glerup, med Chico, mens Anders Z. Wulff, Hadsund, sammen med lille Molly i år nuppede pokalen i A-klassen.

Pokal til den hundefører, som har opnået de bedste resultater på tværs af alle rækker, gik i denne omgang til Poul Rasmussen, Glerup, mens kasserer Annette Buchardt Christensen blev hædret med pokalen som "Årets Hadsunder" i DcH-regi.

Dagen efter den fælles juleafslutning havde hvalpeholdet sin egen afslutning.

DcH Hadsund har netop fået en ny, indhegnet legegård, hvor hvalpene kan lege.

Legegården indvies officielt onsdag 17. januar - samtidig med at der er indskrivning til en ny omgang hvalpetræning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste