Billede beskrivelse

Hundeejere sender lorten videre til butiksejere i gågaden: - Jeg var lige ved at brække mig

Flere butiksejere i Adelgade beretter om hundeejere, der ikke samler op efter sine dyrs gøren og laden. Det kan ikke være rigtigt, at andre skal rydde op, mener de

04. februar 2023 kl. 08.00
Opdateret 10. februar 2023 kl. 12.05

HOBRO: De erhvervsdrivende i Adelgade er plaget af hundelorte. Eller, rettere, af at hundenes ejere ikke hiver handsken på og smider efterladenskaberne ud. 

Én af dem, der har fået problemet tæt på kroppen, er Magnus Gilkrog fra ecigz. Onsdag oplevede han en ærgerlig episode, der fik ham til tasterne.

Kunden var egentlig på vej ud ad døren med sine varer, da han opdagede, at han havde slæbt et brunt spor efter sig op til kassen og tilbage igen. Særligt måtten ved døren var sølet til. ’Er det mig, der har slæbt det der med?’, spurgte han undskyldende, åbnede døren og så det udtværede svar på sit eget spørgsmål: Hundelort.

Den 22-årige butiksbestyrer, Magnus, måtte herefter ned på knæ og i gang med spand, svamp og sæbevand. Senere samme dag smed han en besked i Hobro-gruppen på Facebook, hvor han luftede sin frustration:

"Kommer lige med et surt opstød. Jeg arbejder i butik i gågaden, og er skuffet over nogle hundeejere i byen, som lader deres hunde skide foran butikkerne i gaden … Uden at ejeren tager en fin lille pose og samler op. I har selv valgt at køve hund så kan i vel forhel**de også samle op efter dem …", skrev han.

Billede beskrivelse

Torsdag står Magnus Gilkrog igen bag kassen i e-cigaretforretningen.

- Det var klamt, og jeg var lige ved at brække mig. Det er træls at skulle gå og gøre rent efter andre, siger han.

Han ser jævnligt hundelort på gaden, siger han, og flere af hans kolleger har stået i samme situation.

- Det kan ikke passe, at man køber en hund og så ikke vil samle op efter sig selv. Jeg synes ikke, man burde have hund, hvis man ikke vil tage det ansvar på sig, siger han.

Drønirriterende

Hos Vinterberg genkender frisøren Jane Glenstrup det billede, Magnus Gilkrog tegner af situationen.

- Jeg synes, det er noget svineri. Det sker i hvert fald en gang om ugen, siger hun.

Hun fortæller, at det oftest er efter weekenden, de oplever, at der ligger noget.

- Så samler vi det op. Hellere dét end at det kommer ind på gulvet, siger hun.

Billede beskrivelse

Lidt længere nede ad gaden, i tøjforretningen Victor, støder de også på problemet cirka en gang om ugen, når de møder ind om morgenen. Det fortæller indehaver Steffen Kjærgaard.

- Det hele starter med, at der en hund, der tisser på min facade. Så kommer den næste hund. Og til sidst så er der jo så én, der skal noget andet. Det er drønirriterende, siger han.

Heller ikke Kjærgaard mener, at det kan være rigtigt, at folk ikke kan rydde op efter de firbenede. Især ikke når der jo faktisk ligger grønne arealer, ikke langt fra gågaden, hvor de kan lette ben og dét, der er værre, uden at være til gene.

- Jeg ved godt, at ni ud af ti er rigtig gode til at rydde op efter sig selv. Men vi skal have de sidste med. Det er altså en uskik, siger han.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste