Billede beskrivelse

Højeste i fem år: 10 nye klasser på gymnasiet

12. august 2023 kl. 07.01

Første skoledag nærmer sig på Mariagerfjord Gymnasium, og inden længe starter over 220 nye elever i syv STX-klasser, to HF-klasser og en VHF-klasse. Det samlede antal ansøgere er det højeste siden 2018, og det skaber glæde på gymnasiet.

Det skriver Mariagerfjord Gymnasium i en pressemeddelelse. 

- Det er glædeligt og overgår vores vildeste forventninger, at så mange har valgt Mariagerfjord Gymnasium. Det bekræfter os i, at vi har et stærkt gymnasialt uddannelsestilbud i Hobro. Vores mange elever skaber faglige muligheder og et levende studiemiljø, men samtidig er vi ikke større end, at vi kender hinanden og hilser på hinanden, når vi mødes på gangene, udtaler rektor Søren Urup.

- I år har vi set en stigning i antallet af ansøgere til STX, og særligt vores uddannelsestilbud til sportsudøvere er efterspurgt. Vi kalder tilbuddet Sport+, og det giver eleverne mulighed for at kombinere en studentereksamen med sportslige ambitioner. I den forbindelse samarbejder vi med lokale idrætsklubber som fx Hobro IK og Fyrkat Q, og det er dejligt at se, at det bærer frugt.

Det flotte søgetal har betydet, at der har været brug for flere tutorer til at tage imod alle de nye elever. Tutorerne er gymnasieelever fra de ældre klasser, og de startede allerede med at planlægge studiestarten i foråret. Én af dem er Benjamin Karlsen-Smith, der ikke er i tvivl om, hvad de nye elever skal glæde sig til:

- Fællesskabet mest af alt! Jeg kan huske, at jeg selv var lidt presset dagen før, jeg skulle starte i gymnasiet. Jeg kendte ikke så mange, og det hele var meget nervepirrende. Men jeg kom i en sindssyg fed klasse og fik hurtigt mange venner. Mit bedste råd til de nye elever er, at de bare skal være sig selv, være imødekommende og åbne for at snakke med andre.

Fredag d. 11. august trækker tutorerne atter i arbejdstøjet. Her mødes de på gymnasiet for at male farverige velkomstskilte og finpudse de sidste ryste-sammen-aktiviteter. Desuden skal de deltage i en såkaldt tutorbootcamp, der klæder dem på, så de er helt klar til at give de nye elever en varm velkomst.

Klar – parat – studiestart

De nye VHF-elever får en rolig studiestart fredag d. 11. august, inden de øvrige elever møder ind mandag d. 14. august. Den første skoledag står tutorerne og teamlærerne klar ved hovedindgangen og hjælper alle de nye elever med at finde vej ind på gymnasiet. I løbet af dagen er der planlagt forskellige aktiviteter, fx navnelege, rundvisning og en fotosafari, så de nye elever hurtigt føler sig hjemme på gymnasiet.

Fredag d. 25. august bliver alle nye elever rystet sammen med en række sjove aktiviteter ved den traditionsrige ryste-sammen-dag. Derudover skal alle nye STX- og HF-klasser en tur til Kyst- og Fjordcentret ved Randers Fjord. Her venter der forskellige samarbejdsøvelser, fx skal eleverne bygge tømmerflåder og efterfølgende teste dem på vandet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste