Hobros omstridte ruin: Poul vil altså have et "k" mere
79-årig tidligere Hobro-dreng tog motorcyklen fra Randers for at overbevise en journalist
HOBRO: Der har længe været blæst om den tidligere så stolte boligejendom, der i dag fremstår som ruin og moden til nedrivning.
Klochhuset i Jernbanegade har i årevis været en uskøn plet i bybilledet. Nu vil en erhvervsmand rive skidtet ned og bygge et 15 etager højt hus med 32 lejligheder. Planarbejdet er i gang, men er stadig et stykke fra politisk godkendelse.
De fleste hobrogensere har en mening om Klochhuset og de 15 etager, som sikkert giver anledning til en god diskussion.
Men bag den strid, ligger en anden lille konflikt, som redaktionen i Det Nordjyske Mediehus i Hobro troede, var lagt død: Hvordan staves Klochhuset?
De fleste har i årevis brugt lutter "k'er". Altså Klokhuset. Men for nyligt kunne Nordjyske slå fast, at navnet faktisk skal skrives Klochhuset.
Navnet stammer fra tømrermester Christian Kloch, som i 1936 opførte det dengang vildt moderne og usædvanlige byggeri i Hobro.
Den 79-årige tidligere maskinarbejder Poul Trip er uenig. Forleden sprang han på sin motorcykel og kørte fra bopælen i Randers til redaktionen i Hobro for at tale sin sag. Med sig havde Poul en slægtskrønike om Falkenberg og Klok. Et værk, man kan låne på biblioteket i Hobro.
Bogens fjerde reviderede udgave er fra 1999.
- Her står tydeligt, at tømrermester Klok i 1905 fik kongens tilladelse til at skrive sit navn med K i begge ender. Altså skal huset staves Klokhuset, argumenterer Poul Trip.
Han er født, opvokset og boede i mange år i Hobro. Han blev udlært maskinarbejder på Falkenberg Maskinfabrik i Skolegade i Hobro. Fabrikken blev senere til den kendte Hobro-virksomhed Faltec, som ikke længere eksisterer.
Poul Trip arbejdede i 34 år hos Falkenberg/Faltec.
Slægtsbogen om Falkenberg-Klok er forfattet af Hans Falkenberg-Klok, barnebarn af tømrermester Christian Klok. Og i øvrigt nevø til grundlæggeren af Falkenberg Maskinfabrik, hvor 79-årige Poul Trip i sin tid kom i lære.
Og hvad får Poul Trip ud af sine anstrengelser og køreturen til Hobro? Ikke meget, for her i Det Nordjyske Mediehus vil vi fortsat skrive Klochhuset med "ch".
Det er nemlig den stavemåde, som tømrermesteren selv benyttede i sin underskrift på ansøgningen om byggetilladelsen, og som myndighederne dengang anvendte i de officielle dokumenter.
Så på trods af den kongelige tilladelse i 1905 til at skrive med dobbelt-k, var tømrermesteren åbenbart ikke konsekvent.
Det fremgår af slægtsbogen, at en del i Klok/Kloch-familien beholdt den oprindelige stavemåde med "ch".