Hobro IK forlænger med Albayrak
Derudover kommer lokale Honoré Kalala på en såkaldt trainee-kontrakt
HOBRO: Superligaklubben Hobro IK har skrevet en såkaldt trainee-kontrakt på to år med den lokale spiller Honoré Kalala. Derudover er aftalen med Onur Albayrak blevet forlænget med et halvt år, oplyser klubben i en pressemeddelelse.
Honoré Kalala er et produkt af Hobro IK’s ungdomssystem, og han har altså fået en toårig trainee-kontrakt med klubben. En sådan aftale betyder, at den 19-årige forsvarer skal gå på en ungdomsuddannelse for at deltage i træningen med superligatruppen.
- Det viser, at klubben er inde i den rigtige udvikling. Der ligger et langt og sejt stykke arbejde bag i ungdomsafdelingen, og det arbejde skal vi fortsætte med, så vi på sigt kan producere endnu flere spillere. Honoré er en spændende forsvarsspiller, der er fysisk stærk og hele tiden bliver bedre med bolden, sportschef siger Jens Hammer Sørensen.
Mandag har Hobro IK også forlænget Onur Albayraks kontrakt, så den gælder året ud. Den tidligere Randers-mand kom til Hobro sidste sommer.
- Onur træner godt. Han kommer altid for at blive bedre, han er ydmyg og møder op med en god attitude. Han har et godt venstreben og kan spille både som kant og back, roser Jens Hammer Sørensen.