Billede beskrivelse

Hobro IK får flere stjerner

11. juni 2022 kl. 12.05

Mens det jo ofte er førsteholdet – i form af NordicBet Liga-mandskabet – der løber med overskrifterne i fodboldklubben Hobro IK, så gøres der også et kæmpe arbejde i klubbens ungdoms- og talentafdeling, der for fjerde år i træk har fået tildelt DBUs ungdomslicens. Her har klubben for første gang nogensinde opnået 2,5 stjerner, mod tidligere 2 stjerner.

Licenssystemet er en samlet bedømmelse fra 1-5 stjerner, hvor man bedømmes på følgende syv områder; strategi, organisation, holdudvikling, individuel udvikling, talentidentifikation, faciliteter og produktivitet. Ud fra bedømmelsen får man en score, der berettiger til et antal stjerner.

Denne gang er licensen 2-årig, og Hobro IK placerer sig på en 25. plads blandt samtlige fodboldklubber i Danmark.

Talentchef Rasmus Kjærsgaard er glad for den nye licens:

- Vi har haft licens siden DBUs indførelse af stjernesystemet i 2019, og vi kan ud fra den samlede tilbagemelding fra DBU se, at vi endnu engang har forbedret os, hvilket giver et godt billede på det kæmpe arbejde, som bliver lavet i talentafdelingen hver eneste dag.

- Den nye licens giver blandt andet deltagelse i DBUs ungdomsdivision for U19 og U17, som er det næsthøjeste niveau på talentsiden.

At Hobro IK fastholder DBU-licensen, er en vigtig del af klubbens strategi om at udvikle spillere til førsteholdet.

- Vi har det seneste års tid set, at vores talentudvikling begynder at give udbytte på divisionsholdet, hvor Frederik Dietz og Frederik Elkær allerede er tæt med omkring holdet, og Mads Freundlich byder sig mere og mere til på holdet. Frederik Dietz og Mads Freundlich er begge årgang 2003, og dermed stadig U19 spillere, fortæller Rasmus Kjærsgaard.

Vil være hele Mariagerfjords fodboldhold

Den fornyede licens – og ekstra halve stjerne – får dog på ingen måde talentafdelingen til at hvile på laurbærrene. Det handler hele tiden om at blive bedre.

- Vi har mange forskellige fokusområder, hvor vi gerne vil blive endnu bedre.

- Ét af områderne er, at vi i langt højere grad vil være hele Mariagerfjords fodboldklub, både som førstehold og på ungdomssiden.

- Her vil vi meget gerne arbejde endnu tættere sammen med lokalområdets øvrige fodboldklubber, eksempelvis i Hadsund, Mariager og Arden, blandt andet ved at stille trænere til rådighed, der kan komme ud og inspirere og generelt bare have kontakt, og ved at stå til rådighed. Det handler om, at vi sammen gør hinanden bedre.

- Det er et meget vigtigt fokusområde, som kan løfte talentudviklingen til glæde for alle klubberne i Mariagerfjord-området, siger Rasmus Kjærsgaard.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste