Hobro IK bygger på hele vejen rundt
2017 har - alt i alt - været et fantastisk år for foreningen, lød det med begejstring på tirsdagens generalforsamling i Hobro IK Fodbold
HOBRO: 2017 var et godt år for Hobro IK Fodbold, kunne formand Per Andersen berette på tirsdagens generalforsamling.
- Ja, det har været et fantastisk år for foreningen, som generelt har oplevet en stigning i antallet af medlemmer.
- Vi har bygget på hele vejen rundt - og er kommet endnu tættere på vores målsætning om at erhverve DBU’s B-licens på ungdomssiden. Og så er vi også meget stolte af det nye samarbejde, vi i år har etableret med AaB og Hjørring IF, som vi har navngivet FNF (Fælles Nordjysk Fodboldsamarbejde), og som har været medvirkende til, at vi er blevet tildelt et af DBU’s topcentre, fremhæver Per Andersen.
Økonomichef, Bent Nielsen, stod for regnskabsaflæggelsen, og han kunne præsentere en omsætning på godt 6 mio. kroner og et årsresultat på 391.050 kr.
Egenkapitalen i foreningen er herefter på 3.564.311 kr.
I 2016 blev Hobro IK opdelt i en foreningsdel samt en professionel del, og 2017 er dermed det første hele regnskabsår for foreningsdelen. Af samme grund er regnskabet er ikke direkte sammenligneligt med tidligere regnskaber.
To nye bestyrelsesmedlemmer blev på generalforsamlingen valgt ind i foreningens bestyrelse, idet Jacob Jacobsen ikke tog imod genvalg, mens René Greve ønskede at træde ud af bestyrelsen.
Nyvalgt blev Christian Johnson og Susanne Bejerholm. De udgør fremover bestyrelsen i Hobro IK Fodbold sammen med formand Per Andersen, Michael Falck Jensen, Thomas Bjerre og Vibeke Riis Jakobsen.
Begge afgående bestyrelsesmedlemmer høstede på generalforsamlingen en stor tak for den "kæmpeindsats", de igennem årene har ydet for Hobro IK.